Lars Rønbøg, Getty Images

Randers FC ophæver med Oliver Bjerrum-Jensen

Emil Madsen — 01.02.2024 23:21

Randers FC og 21-årige Oliver Bjerrum-Jensen er blevet enige om at ophæve kontrakten, som ellers først har udløb til sommer

Sportsdirektør Søren Pedersen har kun pæne ord at sige om midtbanespilleren, Oliver Bjerrum-Jensen, der altid har været en ydmyg og vellidt fyr blandt de andre i truppen. 

- Oliver har haft lidt langt til spilletid her i klubben, og derfor er vi blevet enige med ham om at ophæve hans kontrakt, for at han frit kan afsøge muligheder hos andre klubber. Vi ved, at han blandt andet har muligheder på Island, siger sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter; 

- Trods den manglende spilletid har Oliver altid ydet alt, hvad han kunne, både på træningsbanen og i kamp. Han er en yderst vellidt person og en virkelig god fyr, og derfor håber jeg også, at han finder sig godt til rette på sin kommende destination, afslutter Søren Pedersen.

Og heller ikke cheftræner Rasmus Bertelsen lægger skjul på, at det er hårdt at tage afsked med en god fyr som Oliver, der både har været en del af Randers FC's ungdom og senest 3F Superliga-truppen. 

- Det er altid hårdt at tage afsked med en af klubbens egne drenge, men i det her tilfælde er det det bedste for Oliver. Han er en utrolig god fyr, og jeg kan ikke rose hans personlighed nok. Jeg håber, at hans kommende klub vil tage rigtig god imod ham, for han er en fantastisk fyr, som vi alle ønsker alt det bedste i hans fremtidige karriere, fortæller cheftræner Rasmus Bertelsen.