CSR i Randers FC
Mere end blot en fodboldklub
Ligesom vi i Randers FC er vant til at sætte mål og ambitioner for vores sportslige præstationer, ønsker vi også at sætte konkrete og ambitiøse målsætninger inden for vores CSR-arbejde. Vi er nemlig mere end blot en fodboldklub. Corporate Social Responsibility (CSR) er betegnelsen for en virksomheds arbejde med at integrere sociale, samfundsmæssige og miljø-/klimamæssige hensyn i forretningsaktiviteterne. Vores målsætning er at gå så langt i arbejdet med CSR, som det giver mening for Randers FC som klub og organisation. Her er fokus på at skabe en sund og rentabel fodboldforretning under hensyntagen til en bred vifte af interessenter, drive en attraktiv konferenceafdeling og sidst men ikke mindst fremme social, økonomisk og klimamæssig bæredygtighed.
Bæredygtighed i centrum
Randers FC ønsker at drive forretning på en måde, der reducerer negative påvirkninger og maksimerer positiv værdi for mennesker, klima og økonomi. Vi arbejder derfor med bæredygtighed indenfor både det sociale-, økonomiske-, og klimamæssige område. Læs mere om vores målsætninger nedenfor. FN's 17 Verdensmål spiller ligeledes en central rolle i vores arbejde med CSR.
Vores målsætninger
Social bæredygtighed
Vi vil realisere potentialet i de mennesker, som klubben relaterer sig til og sætte projekter i værk, der skaber positiv forandring i lokalsamfundet.
Økonomisk bæredygtighed
Vi vil skabe et økonomisk fundament til igangsættelse og forankring af nye projekter, herunder at styrke samarbejdet med offentlige instanser og civilsamfundet.
Klimamæssig bæredygtighed
Vi vil minimere egne udgifter og klimamæssige påvirkninger, for således at bidrage til et bedre klima. Dette gennem fokus på energitilpasning (optimering af lys til LED, evt. solceller på tribunetag, ventilation, el-, varme- og vandforbrug), affaldssortering (både på stadion og internt i virksomheden), transport og madspild.
Fra regnskabsåret 2021/2022 og i regnskabsårene fremover, udarbejder Randers FC et klimaregnskab i samarbejde med Divisonsforeningen.
Partnerskaber og priser
Siden etablering af Randers FCs CSR-indsats som et strategisk satsningsområde i 2016, er det gået slag-i-slag med udvikling og implementering og af henved 20 sociale og samfundsnyttige CSR-projekter. I dag har Randers FC fem aktive indsatser. Dertil kommer ansvaret for Randers FC Fonden, hvor en bredt sammensat bestyrelse sørger for, at donationerne til økonomisk trængte familier uddeles i overensstemmelse med fondens fundats. Som fodboldklub er det svært – for ikke at sige umuligt – at arbejde med CSR uden assistance udefra. Derfor iværksættes vores projekter altid i tætte partnerskaber og oftest i samarbejde med Randers Kommune. Fundamentet herfor er nedfældet i partnerskabsaftalen, som findes i vores vidensbank. Randers FCs mangeårige dedikation for at gøre en forskel i lokalsamfundet er da også blevet bemærket. I 2018 modtog Randers FC Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris. Året efter var det Dansk Boldspil Union (DBU), der tildelte Randers FC med forbundets ”En del af noget større”-pris. Og i 2020 blev Randers FC indstillet til videnshuset Cabis 'CSR People Prize', ligesom fritidsjobindsatsen Talents of Tomorrow var en af de fem nominerede til Dansk Erhvervspris 2021.
CSR-nyheder
Nyhed
Afdelingsleder fra Bilka klæder de unge på til arbejdsmarkedet
Nyhed
Randers FCs sociale arbejde på ”skoleskemaet” blandt pædagogstuderende
Nyhed
Når 1+1 giver 3: Unikt samarbejde med kommunens plejecentre gør gavn for både unge og ældre
Nyhed