Kehinde før Jablonec: Meget vigtig kamp

Martin Albrechtsen — 21.10.2021 08:21

Tosin Kehinde ser frem til aftenens UEFA Europa Conference League-kamp ude mod tjekkiske FK Jablonec, som kan vise sig at få stor betydning for Randers FC's videre færd i den europæiske turnering.

- Det er en meget vigtig kamp. For hvis vi vinder kampen, så giver vi os selv en rigtig chance for at gå videre fra gruppen.

Før aftenens gruppekamp i UEFA Europa Conference League ligger tjekkiske FK Jablonec på 2. pladsen med tre point i gruppen, mens kronjyderne indtager 3. pladsen med to point. Derfor kan aftenens kamp vise sig at være en nøglekamp, mener Tosin Kehinde.

- Vi har en rigtig god chance for at gå videre fra gruppen, hvis vi vinder. Så det er dét vi bruger al vores energi og fokus på lige nu, fortæller Kehinde og fortsætter.

- Det handler om at være taktisk klog og hvem der laver færrest fejl. Så længe vi holder os til gameplanen, så skal vi nok få chancer og mulighed for kontraangreb i kampen. Det handler om, at vi skal udnytte vores chancer, understreger Kehinde.

- Vores ambition er at gå videre fra gruppen, hvilket vi har gode muligheder for i denne gruppe. Det er alt, hvad vi fokuserer på og forsøger at gøre lige nu, siger Tosin Kehinde.

Hollandske AZ Alkmaar fører gruppe D lige nu med 4 point efter de to første gruppekampe i UEFA Europa Conference League. 

Der er kampstart kl. 21.00 i aften. Se kampen direkte på TV 2 SPORT.

Alternativt kan du følge kampen på Radio Alfa eller via Amtsavisen.dk's liveblog.