Mathias Greve solgt til Brøndby IF

Martin Albrechtsen — 04.08.2021 16:29

Mathias Greve er skiftet til de danske mestre fra Brøndby IF. Dermed slutter et fantastisk parløb med Randers FC, som Greve skrev en treårig kontrakt med i januar 2020.

Den sympatiske fynbo kom til Kronjylland med håbet om at få pustet ny energi ind i karrieren efter at være kommet til fra OB. Og siden ankomsten til Randers FC er det nærmest kun gået én vej for Greve, der for alvor har fået udfoldet sit store potentiale i Randers, og er blevet til én af de største profiler i 3F Superligaen. Det kulminerede med sidste sæsons pokaltriumf, hvor Greve ovenikøbet blev kåret til pokalfighter efter bl.a. at have scoret to mål i finalen i Sydbank Pokalen.  

- Det har været en fuldstændig fantastisk tid i Randers. Jeg kom jo som mere eller mindre reservespiller i OB, og siden er det jo bare gået én vej i Randers, hvor jeg har fået nogle kæmpe oplevelser sammen med holdet. Jeg har været med til at spille klubben i top-6 for første gang, hvor jeg scorer i den afgørende kamp mod FCK. Og så står pokalfinalen og hele oplevelsen, som triumfen førte med sig, selvfølgelig også stærkt i billedet, når jeg skal evaluere min tid i klubben. Jeg er sindssygt glad for, at jeg har været med til at give Randers den oplevelse og de oplevelser, som de skal ud at have i Europa, fortæller Mathias Greve.

- Det er unik mulighed, som er opstået for mig her. Så det er da noget, jeg virkelig ser frem til. Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, hvor alle virker til at være glade i hvert fald, udtaler en ærlig Mathias Greve, der ønsker at takke folkene i Randers.

- Jeg vil gerne takke alle på og omkring holdet. Der er en masse gode mennesker i Randers og ikke mindst sindssygt dygtige fodboldspillere. Selvfølgelig har trænerne også været en afgørende del af, at jeg har præsteret så godt. Der er i virkeligheden en masse, som fortjener et stort tak fra min side. Heldigvis har jeg også fået betalt fint tilbage via gode resultater i Randers, slutter Greve.

Sportslig og kommerciel direktør, Søren Pedersen, kalder salget af Mathias Greve for en god case rent økonomisk, mens der på den sportslige front nu skal arbejdes på at finde en erstatning.

- Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Jeg smiler fordi, vi har lavet en god handel. Vi hentede Greve fra OB stort set transferfrit for 1,5 år siden og kan sælge ham til en god og fair pris nu. På den måde har det været en god case for os økonomisk. Sportsligt er det klart, at der mister vi en rigtig dygtig spiller, som har betydet meget. Han har også betydet meget her i de tre første kampe i den nye sæson. Han ville have haft en stor rolle i det efterår, vi skal til at i gang med. På den måde er det sportsligt et tab, men det er der, hvor vi skal være dygtige til både måske at finde en erstatning, men også at gøre dem i truppen klar til at blive den erstatning, fortæller Søren Pedersen. 

Mathias Greve spillede 44 3F Superligakampe for Randers FC med 8 mål og 5 assists til følge.

Mathias Greve har været personligt sponsoreret af Maretti Trægulve.