
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Noah Shamoun udlejes til IFK Värnamo
07.07.2025 12:59
Randers FC udlejer 22-årige Noah Shamoun til svenske IFK Värnamo i Allsvenskan
Noah Shamoun kom til Randers FC for halvandet år siden fra Kalmar FF og Allsvenskan, hvor den unge kantspiller allerede havde 74 kampe på CV’et fra Sveriges bedste række. Nu skal han igen tørne ud i Allsvenskan, da han udlejes til IFK Värnamo resten af året.
– I og med at der ikke er udsigt til, at Noah får så meget spilletid her i efteråret, har vi lejet ham ud til IFK Värnamo, hvor han forhåbentlig får mulighed for både mere spilletid og for at udvikle sig yderligere. Vi glæder os til at følge ham i hans videre udvikling, og vi håber at få ham hjem i en endnu stærkere udgave. Der er desuden indlagt en option i aftalen, så hvis opholdet forløber godt, kan det blive til en permanent aftale fra vinter, udtaler fodbolddirektør Søren Pedersen.
Noah Shamoun fik sin officielle 3F Superliga-debut den 11. marts 2024, hvor han blev skiftet ind i en hjemmekamp mod FC Midtjylland.
Held og lykke i Sverige, Noah!
Noah Shamoun er sponsoreret af Planner4you.
Fakta:
Noah Shamoun
Født: 8. december 2002
Land: Sverige
Position: Venstrekant
Tidligere klubber: Assyriska IK, Kalmar FF
Noah Shamoun har spillet 15 3F Superligakampe for Randers FC, hvoraf han er startet inde i 4 kampe.