Modstanderportræt: Velkommen til AZ Alkmaar

Jesper Bøss, Komma'riet — 15.09.2021 09:07

Det er en klassemodstander, der torsdag aften klokken 21.00 løber ind på Cepheus Park Randers til den første gruppespilskamp i Conference League.

Gæsterne er AZ Alkmaar, der i sidste sæson sluttede på 3. pladsen i den hollandske Æresdivision – kun overgået af storklubberne Ajax og PSV Eindhoven. Sæsonen forinden var det blevet til en 2. plads med samme pointantal som Ajax, der snuppede mesterskabstitlen for næsen af AZ Alkmaar på en bedre målscore.

Forud for denne sæson har der været en del udskiftninger i truppen. I sommerpausen har man således sagt farvel til angriber Myron Boadu (solgt til AS Monaco), fløjspiller Calvin Stings (solgt til Nice) og midterforsvarer Teun Koopmeiners (solgt til Atalanta). Trioen nettede tilsammen 37 mål i Æresdivisionen i sidste sæson, men som et plaster på såret har de indbragt i omegnen af 285 millioner kroner i klubkassen.   

Ind er i stedet hentet den græske angriber Vangelis Pavlidis, hentet i Willem II, den norske forsvarer Aslak Fonn Witny, hentet i svenske Djurgården, den hollandske forsvarer Sam Beukema, hentet i Go Ahead Eagles, samt den danske keeper Peter Vindahl Jensen, hentet i FC Nordsjælland.

Udskiftningerne har også betydet, at AZ Alkmaar er kommet lidt middelmådigt fra start i dette års Æresdivision. Her er det foreløbig blot blevet til tre point i tre kampe – efter et 0-1-nederlag ude til RKC Waalwijk, en 3-1-sejr ude over Heerenveen og senest et klart 0-3-nederlag hjemme til PSV Eindhoven – sidstnævnte var i øvrigt Peter Vindahl Jensens debutkamp for AZ Alkmaar. 

I øvrigt er der pænt med skandinaviske spillere hos AZ Alkmaar. Udover de to nyerhvervelser denne sommer tæller truppen også norske Fredrik Midtsjö og Håkon Evjen, islandske Albert Gudmundsson og ikke mindst svenske Jesper Karlsson.

AZ Alkmaar havde – ligesom Randers FC – chancen for at kvalificere sig til Europa League, men røg ud til skotske Celtic efter et 0-2-nederlag ude og en 2-1-sejr hjemme. Klubben har en enkelt gang været i en europæisk finale. Det var i 1981, hvor man tabte UEFA Cup-finalen til engelske Ipswich Town. Finalen blev dengang spillet over to kampe – ude og hjemme.   

AZ Alkmaar spiller sine kampe på AFAS Stadium, der er bygget i 2006, og som har en kapacitet på 17.023 tilskuere. Her skal Randers FC på besøg den 9. december i den sidste gruppespilskamp i Conference League. 

Men inden det kommer så vidt, gælder det første kamp i turneringen. På torsdag med kickoff klokken 21.00. Vi ses på Cepheus Park Randers!    

Køb billet til kampen på https://billet.randersfc.dk