
Mike Themsen forlænger til 2030
23.09.2026 13:58
Randers FC og Mike Themsen forlænger samarbejdet med yderligere to år oveni den nuværende aftale, så kontrakten nu løber til 2030 med den talentfulde offensivspiller.
Mike Themsen har taget turen fra Randers FC's akademi til førsteholdet og er i dag blevet en etableret del af Superliga-truppen. Den 20-årige offensivspiller har gennem de seneste år taget gode skridt i sin udvikling, og i den nye sæson har han for alvor markeret sig med en større rolle på holdet, hvor det er blevet til tre scoringer og en assist. Det har nu ført til en forlængelse af kontrakten.
Randers FC ser Mike Themsens udvikling fra akademiet til førsteholdet som et godt eksempel på den strategi, klubben arbejder efter, hvor unge spillere skal udvikles og gives muligheden for at slå igennem på førsteholdet.
– Vi er rigtig glade for, at vi er blevet enige med Mike om at forlænge hans aftale med Randers FC. Han har lagt på i sit niveau, og det er tydeligt, at han bliver mere og mere etableret som Superliga-spiller. Det har han vist i denne sæson, hvor han har taget et større ansvar på holdet og bidraget med mål og assists. Når vi nu kan lave en lang aftale med ham, giver det os gode forudsætninger for at fortsætte hans udvikling og samtidig skabe værdi for både Mike og Randers FC. Vi tror fortsat på, at han har et stort potentiale, og vi glæder os til at følge hans videre udvikling her i klubben, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
Mike Themsen glæder sig over forlængelsen og den tillid, som Randers FC viser ham med den nye aftale.
– Det har været en god sæsonstart for mig, og det at kunne forlænge tager jeg som et stort skulderklap fra klubbens side. For mig er det en no-brainer at fortsætte her. Jeg synes, at jeg er blevet en mere etableret del af holdet og har fået en større rolle i denne sæson. Så jeg er rigtig glad for at kunne forlænge min aftale med Randers FC. Nu handler det om at fortsætte udviklingen og blive endnu bedre, så jeg kan give endnu mere tilbage til klubben og fansene, fortæller Mike Themsen.
Mike Themsen præsenteres i samarbejde med KULO og Partnere ApS.