Henning Bagger/Ritzau Scanpix

17.09.2026 16:07

Talentarbejdet har gennem flere år været en vigtig del af Randers FC, og klubbens egne spillere har løbende spillet vigtige roller på førsteholdet. I denne sæson har flere akademispillere sat et tydeligt aftryk i både 3F Superliga og Betano Pokalen, og nu er fire af dem udtaget til de danske ungdomslandshold.

Talentarbejdet blomstrer i Randers FC. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at fire spillere med baggrund i Randers FCs akademi er udtaget til de danske ungdomslandshold i den kommende landskampspause.

Sabil Hansen er udtaget til U21-landsholdet, Laurits Raun Pedersen og Mike Themsen er udtaget til U20-landsholdet, mens Hector Lux er udtaget til U18-landsholdet. Felix Sommer skulle ligeledes have været med U18-landsholdet, men har desværre måttet melde afbud på grund af en skade.

Udtagelserne kommer efter en sæsonstart, hvor akademiet allerede har sat et tydeligt aftryk på Randers FCs førstehold. Hele seks spillere med baggrund i akademiet har fået spilletid i 3F Superliga i denne sæson, hvor de blandt andet var en vigtig del af sejrene over AGF og Brøndby IF.

I 0-3-sejren på Brøndby Stadion var Sabil Hansen, Laurits Pedersen, Mike Themsen og Kasper Junker i startopstillingen, mens Hector Lux blev skiftet ind undervejs. Mike Themsen scorede, Laurits Pedersen leverede to assists, og 17-årige Hector Lux stod for sit første oplæg for Randers FC .

Samtidig har flere af klubbens unge talenter fået mulighed for at debutere på førsteholdet i Betano Pokalen. Henry Soares, Gustav Bøgild og Mads Søndergaard Nielsen har alle fået deres officielle debut for Randers FC i denne sæson.

En vigtig del af klubbens strategi

For fodbolddirektør Søren Pedersen er udviklingen et stærkt udtryk for, at Randers FC fortsat lykkes med at udvikle egne spillere og give dem en vej til førsteholdet.

– Det er selvfølgelig rigtig positivt, at vi har fire spillere udtaget til de danske ungdomslandshold. Det er et stort skulderklap til spillerne selv, men også til det arbejde, der bliver lagt i vores akademi hver eneste dag. Her skal der også lyde en stor ros til Björn Kopplin på akademiet og Janus Drachmann omkring førsteholdet, som er vores transitionstrænere. Samtidig fortjener resten af trænerteamet på førsteholdet også anerkendelse for at være gode til at tage hånd om de unge spillere og hjælpe dem godt ind på seniorniveau, siger Søren Pedersen

Det arbejde har gennem årene resulteret i flere spillere, som har slået igennem på førsteholdet og efterfølgende skabt stor værdi for klubben.

– Vi har tidligere set spillere som Mads Enggård og Filip Bundgaard tage vejen fra vores akademi til førsteholdet og videre til at blive flotte salg for Randers FC. Nu ser vi flere af vores egne spillere tage skridtet op, hvor Sabil, Laurits og Mike allerede har fået vigtige roller omkring Superliga-holdet, mens Felix, Hector og flere af de yngre spillere banker på. Det viser, at der er en vej for vores egne talenter, og det er noget, vi skal blive ved med at arbejde målrettet på, fortæller fodbolddirektør Søren Pedersen.

De fire aktuelle landsholdsudtagelser føjer dermed endnu et kapitel til en sæsonstart, hvor Randers FCs akademi allerede har været synligt omkring førsteholdet.