
André Rømer stopper i Randers FC
28.05.2026 11:54
Den 32-årige midtbanespiller André Rømer takker af i Randers FC, når kontrakten udløber den 30. juni. André Rømer har været i Randers FC af to omgange, hvor det samlet er blevet til 142 kampe, 13 mål og 12 assists.
André Rømer vendte tilbage til Randers FC i sommeren 2024 og blev hurtigt en vigtig del af det hold, som sluttede på fjerdepladsen i 3F Superligaen i sæsonen 2024/25.
Midtbanespilleren havde sin første periode i klubben fra 2018, hvor han kom til fra OB. Det var i Randers FC, at André Rømer for alvor fik sat gang i karrieren, og i sin første tid i klubben var han blandt andet også viceanfører på Thomas Thomasbergs mandskab.
De stærke præstationer i den lyseblå trøje førte til et skifte til svenske Elfsborg i 2021 og siden et comeback til dansk fodbold hos FC Midtjylland i 2023, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab, inden turen igen gik tilbage til Kronjylland.
Gennem sine to perioder i Randers FC har André Rømer været en vigtig spiller både på og uden for banen, og derfor har fodbolddirektør Søren Pedersen også kun rosende ord til overs for den rutinerede midtbanespiller.
– André har gennem begge sine perioder i Randers FC været en utrolig vigtig spiller for klubben. Han har bidraget med stor kvalitet, erfaring og lederskab både på og uden for banen, og samtidig har han været en person, som har betydet meget for fællesskabet i truppen og omkring holdet.
Vi har haft en god dialog omkring fremtiden, og i den forbindelse har vi også været ærlige omkring, at vi ikke har kunnet tilbyde den spilletid, som André naturligt ønsker på det her tidspunkt i karrieren. Derfor giver det god mening for begge parter at gå hver til sit.
Vi vil gerne takke André for indsatsen i Randers FC og ønsker ham alt det bedste fremover, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
André Rømer ser tilbage på sin tid i Randers FC som nogle gode år både på og uden for banen.
– Det er altid vemodigt at sige farvel. Jeg har haft en god tid over to omgange i Randers FC, og jeg kommer til at savne hverdagen, menneskerne og fællesskabet omkring klubben. Jeg er utrolig taknemmelig for den opbakning, jeg altid har mærket fra fansene og alle omkring Randers FC, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover, siger André Rømer.
Hele Randers FC ønsker André Rømer held og lykke med det næste skridt i karrieren.
André Rømer blev præsenteret i samarbejde med Conmedia.