
Hector Lux bliver en del af Superliga-truppen
11.06.2026 15:59
Hector Lux bliver en fast del af 3F Superliga-truppen fra den kommende sæson, hvor den 17-årige offensivspiller har underskrevet en 3-årig aftale med Randers FC.
Talentarbejdet i Randers FC bliver ved med at udvikle dygtige spillere, som kan begå sig i 3F Superligaen. Det fokus afspejlede sig også i den netop overståede sæson, hvor egne talenter fik 5.061 minutter i 3F Superligaen. Spillere som Laurits Raun Pedersen, Sabil Hansen og Mike Themsen er blandt de navne, der i de seneste sæsoner er kommet igennem talentafdelingen og op i førsteholdstruppen.
Nu står endnu et talent klar til at tage næste skridt. Når spillerne møder ind til opstart i næste uge, bliver 17-årige Hector Lux en fast del af 3F Superliga-truppen efter at have underskrevet en 3-årig aftale med Randers FC.
Siden Hector Lux kom til Randers FC i 2023, har udviklingen været markant. I 2024 underskrev han en DBU-trainee-kontrakt med klubben, og den bliver nu afløst af en plads i 3F Superliga-truppen. For offensivtalentet selv er det en drøm, der nu går i opfyldelse.
- Jeg er stolt og superglad for at skrive under med Randers FC. Det er noget, jeg har arbejdet hen imod i lang tid, så det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg glæder mig til at blive en del af truppen og fortsætte det hårde arbejde hver eneste dag. Målet er selvfølgelig at udvikle mig så meget som muligt, få min debut og på sigt blive en vigtig spiller for holdet, som kan være med til at skabe resultater for klubben, siger Hector Lux.
Hos fodbolddirektør Søren Pedersen vækker det glæde, at endnu et talent nu er klar til at blive en del af førsteholdstruppen.
- Det er en del af vores strategi at udvikle og give chancen til de spillere, som kommer igennem vores talentmiljø. Hector har siden sin ankomst vist en rigtig god tilgang til tingene og arbejdet hårdt hver eneste dag. Han har taget nogle store skridt, trænet med Superliga-truppen over en længere periode og vist, at han kan begå sig på det niveau. Nu handler det om fortsat at være tålmodig, suge til sig og tage de næste skridt, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling i Randers FC, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.