
Fatah Abdirahman solgt til Sønderjyske
19.06.2026 07:59
Randers FC har solgt Assistenttræner Fatah Abdirahman til Sønderjyske, hvor han bliver sønderjydernes nye cheftræner.
Efter tre år i Randers FC er Fatah Abdirahman blevet solgt til Sønderjyske, hvor han bliver ny cheftræner. Dermed tager assistenttræneren næste skridt i karrieren, mens Randers FC modtager økonomisk kompensation som en del af aftalen.
Fatah Abdirahman vendte tilbage til Randers FC i sommeren 2023 efter tidligere at have været ungdomstræner i klubben fra 2010 til 2015. Siden sin tilbagevenden har han været en del af trænerteamet omkring Superliga-holdet og bidraget til den sportslige udvikling omkring førsteholdet.
For fodbolddirektør Søren Pedersen er aftalen endnu et eksempel på, at Randers FC er et sted, hvor dygtige trænere udvikler sig og bliver attraktive for andre klubber, som det tidligere er set med blandt andre Thomas Thomasberg og senest Michael Ravn.
- Da vi hentede Fatah tilbage til Randers FC i 2023, var det fordi, vi så et stort potentiale i ham som træner og leder. Siden da har han bidraget stærkt til udviklingen af vores sportslige miljø og samtidig fortsat sin egen udvikling. Derfor ville vi selvfølgelig også gerne have beholdt Fatah. Omvendt har vi stor forståelse for, at muligheden for at blive cheftræner i 3F Superligaen er en chance, han gerne vil forfølge, som det næste skridt i hans udvikling. Vi har derfor haft en god dialog med både Fatah og Sønderjyske og er glade for, at vi har fundet en løsning, der både giver Fatah mulighed for at tage næste skridt i karrieren og samtidig sikrer at vi bliver kompenseret økonomisk, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
Cheftræner Rasmus Bertelsen har arbejdet tæt sammen med Fatah Abdirahman gennem de seneste tre sæsoner, men deres relation går mange år længere tilbage. De to har tidligere arbejdet sammen som ungdomstrænere i både Skovbakken og Randers FC, hvor Fatah blandt andet var assistenttræner for Bertelsen på Randers Frejas U15-hold. Derfor er cheftræneren både ærgerlig over at miste en god kollega og samtidig glad på Fatahs vegne over, at han nu får muligheden for at tage næste skridt i karrieren som cheftræner i 3F Superligaen.
- Det er i voldsom grad en af de situationer, hvor man græder med det ene øje og smiler med det andet. Jeg kommer til at savne Fatah. Vi har arbejdet tæt sammen i mange år og endnu tættere de seneste tre sæsoner, hvor han har været min nærmeste sparringspartner både på og uden for banen. Selvom vi mister en dygtig træner og en god kollega, så er det samtidig en fantastisk historie, at Fatah nu får muligheden for at blive cheftræner i 3F Superligaen i en så ung alder. Han har udviklet sig rigtig flot gennem årene, og det viser også, at vi traf den rigtige beslutning, da vi hentede ham tilbage til Randers FC i 2023, og gav ham chancen på seniorniveau. Jeg er naturligvis utrolig glad på hans vegne og ønsker ham alt det bedste. Samtidig har jeg stor tiltro til de dygtige folk, vi allerede har omkring holdet, hvor vi nu skal se på, hvordan vi bedst muligt supplerer trænerstaben fremadrettet, siger cheftræner Rasmus Bertelsen.
For Fatah Abdirahman er afskeden med Randers FC præget af stor taknemmelighed. Klubben og menneskerne omkring den har nemlig haft stor betydning for hans udvikling gennem de seneste tre år.
- Jeg er utrolig taknemmelig for min tid i Randers FC. Klubben har haft stor betydning for min udvikling som både træner og menneske, og jeg vil gerne takke spillere, stab, ledelse og fans for opbakningen gennem de seneste tre år. Jeg vil også gerne takke Søren Pedersen for tilliden og muligheden for at være en del af Randers FC. Samtidig vil jeg rette en særlig tak til Rasmus Bertelsen. Vi har arbejdet tæt sammen gennem de seneste tre år og har opbygget et særligt bånd både fagligt og personligt. Han troede på mig som ung træner og gav mig igen muligheden for at arbejde på dette niveau, da han hentede mig tilbage til Randers FC i 2023. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, støtte og tro, han har vist mig gennem årene, og jeg har lært utrolig meget af vores samarbejde. Muligheden for at blive cheftræner i 3F Superligaen er en chance, jeg føler, jeg skal gribe. Derfor er det også med følelserne uden på tøjet, at jeg siger farvel. Jeg er stolt, ydmyg og utrolig motiveret over at få muligheden i Sønderjyske Fodbold, og jeg glæder mig til det næste kapitel i min karriere, fortæller Fatah Abdirahman.