
Daniel André Stentz
Elias Andersson stopper i Randers FC
06.01.2026 10:57
Den 29-årige svenske venstreback søger nye veje i karrieren
Randers FC og Elias Andersson er blevet enige om at afslutte samarbejdet, og den rutinerede svenske venstreback stopper dermed i klubben med øjeblikkelig virkning. Andersson kom til Randers FC i sommeren 2025 på en kort lejeaftale, men opholdet i Kronjylland bliver altså ikke forlænget.
– Elias kom ind som en midlertidig løsning og har bidraget professionelt i den periode, han har været her. Vi har nu vurderet, at det er den rigtige løsning for begge parter at gå hver til sit, udtaler fodbolddirektør Søren Pedersen.
– Han har været en god og erfaren spiller at have i truppen og har været med til at skabe et godt miljø. Vi ønsker Elias held og lykke videre i hans karriere, afslutter Søren Pedersen.
Tak for din indsats, Elias! Vi ønsker dig al held og lykke fremover!