
Randers FC henter Thibault Klidjé på en lejeaftale
02.02.2026 22:59
Den 24-årige togolesiske angriber kommer fra skotske Hibernian FC i den bedste skotske række
Thibault Klidjé indledte sin fodboldkarriere i de togolesiske klubber Espoir de Tsévié og Gomido FC, inden han tog skridtet til europæisk fodbold. Her fortsatte udviklingen i Frankrig, hvor han først repræsenterede Bordeaux’ reservehold, før han senere blev rykket op i førsteholdstruppen.
Efterfølgende leverede Klidjé en rigtig flot sæson i schweizisk fodbold, som banede vejen for et rigtig flot skifte til den bedste skotske række og Hibernian FC. Opholdet i Skotland er dog ikke forløbet helt som håbet, og derfor ser vi i Randers FC et stort potentiale i at blive det rette match for begge parter.
Klidjé er en spiller, der passer særdeles godt ind i vores spillestil, og vi er derfor glade for at kunne byde ham velkommen til de lyseblå i Kronjylland. Aftalen er en lejeaftale med købsoption, som løber frem til sommeren 2026.
– Thibault Klidjé er en spiller med utrolig god fart og er særdeles farlig i bagrummet. Han tilfører især noget af den speed, som vi på det seneste har solgt ud af. Nu glæder vi os til at få ham ind i truppen, så han kan blive integreret med sine nye holdkammerater, udtaler fodbolddirektør Søren Pedersen.
Klidjé tiltræder klubben hurtigst muligt, så snart visum og arbejdstilladelse er på plads, hvilket forventes at ske inden for den kommende uges tid.
Fakta:
Navn: Thibault Klidjé
Foretrukne fod: Højre
Position: Angriber
Fødselsdato: 10. juli 2001 (24 år)
Tidligere klubber: Hibernian FC, Luzern, Bordeaxu, Gomido, Espoir Tsevie
Landshold: 22 kampe og 2 mål for Togos landshold