Oliver Olsen er solgt til VfL Bochum

02.02.2026 16:46

Randers FC har indgået en aftale om salget af Oliver Olsen, der skifter til den tyske 2. Bundesliga-klub VfL Bochum.

Oliver Olsen kom til Randers FC i sommeren 2023 på en treårig kontrakt, der løb frem til sommeren 2026. Dermed havde den 25-årige forsvarsspiller et halvt år tilbage af sin kontrakt med Randers FC. 

Siden ankomsten har Oliver udviklet sig til en fast del af holdet og har i alt optrådt 82 gange i Randers FC-trøjen, hvor det også er blevet til fire mål. Udover sine præstationer på banen har Oliver været kendt som en klasse fyr, der har bidraget positivt til omklædningsrummet og fællesskabet i klubben.

Nu er han solgt til tyske VfL Bochum, som i øjeblikket ligger nummer 8 i 2. Bundesligaen. En god case for både Randers FC og Oliver Olsen. 

- Oliver er en fantastisk spiller og har gjort det fremragende siden han kom til Randers FC og har både på og uden for banen været en vigtig del af holdet. Der har i stykke tid været interesse for ham, og det er en rigtig god historie for både Randers FC og Oliver, at vi nu kan sende ham videre til en stor tysk klub som VfL Bochum. Vi er taknemmelige for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i Tyskland, fortæller fodbolddirektør Søren Pedersen og forsætter;

- Samtidig har vi stor tro på Sabil Hansen, som også har gjort det godt og er en del af det danske U-21-landshold, og med Benjamin Örn på plads har vi dygtige spillere klar til at overtage på positionen, afslutter fodbolddirektør Søren Pedersen.

Tak for din indsats i den lyseblå trøje Oli, vi ønsker dig al held og lykke med dit næste eventyr! 

Oliver Olsen blev præsenteret i samarbejde med JEBA ApS