Jacob Kliver bliver ny matchday SLO

14.08.2026 05:50

Jacob Kliver bliver ny matchday SLO i Randers FC, hvor han skal være med til at styrke dialogen mellem klubben og fansene og videreudvikle stemningen på Cepheus Park Randers.

For mange på Nordtribunen er Jacob Kliver allerede et velkendt ansigt. Han har gennem mange år fulgt Randers FC tæt fra tribunen og har samtidig været en del af fanpodcasten Bag Græstæppet, hvor han sammen med andre har beskæftiget sig med alt omkring Randers FC. 

Nu tager han fanengagementet et skridt videre, når han bliver en del af Randers FC som matchday SLO. Som matchday SLO skal Jacob være med til at samle op på ønsker, idéer og initiativer fra tribunen og arbejde tæt sammen med fansene om at skabe endnu bedre stemning på kampdagene. 

Derudover kommer Jacob til at arbejde tæt sammen med den event- og fankoordinator, som Randers FC er i gang med at finde, så der bliver en tæt sammenhæng mellem klubbens fanarbejde, aktiviteterne omkring kampdagene og udviklingen af fankulturen. 

– Jeg brænder virkelig for Randers FC og for det fanmiljø, vi har omkring klubben, så det er en rolle, jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med. Jeg har selv stået på Nordtribunen i mange år og kender derfor både stemningen og fællesskabet fra tribunen. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en god dialog mellem klubben og tribunen og være med til at føre de idéer og ønsker, der kommer fra fansene, videre, så vi sammen kan gøre Cepheus Park endnu mere stemningsfyldt og til et endnu stærkere samlingspunkt i Randers, siger Jacob Kliver. 
 
Byd Jacob godt velkommen i sin nye rolle, når I møder ham på Cepheus Park. 

SLO står for Supporter Liaison Officer og har til opgave at sikre en god og konstruktiv dialog mellem klubben og dens fans.