
U15-anfører Njord Yde skriver kontrakt
28.04.2026 14:20
Njord Yde Simonsen har skrevet under på en treårig DBU Trainee-aftale
Den 15-årige forsvarsspiller kunne i sidste uge sætte sin underskrift på sin første kontrakt, da han på sin fødselsdag indgik en treårig DBU Trainee-aftale med Randers Freja FC.
Njord er en ægte lokaldreng, der har fået sin fodboldopvækst i IF Alliancen. Han kom til Randers Freja FC som U12-spiller fra samarbejdsklubben, og inden da var han en del af ATK+.
U15-cheftræner Mathias Riddersholm glæder sig over kontrakten med anføreren:
- Njord er en højrebenet stopper, der er dynamisk og fremadrettet i sit forsvarsspil. Han har udviklet sit spil på bolden og besidder stærke ledelses- og kommunikationsevner, som er sjældne at finde hos spillere i den alder, fortæller Riddersholm og fortsætter:
- Han har altid været en spiller, vi har haft stor tro på. Allerede som U14-spiller fik han debut i U15-ligaen sidste år, hvor han også spillede de sidste kampe. Siden da har han været en vigtig profil på klubbens U15-hold.
Njord selv er både stolt og glad for aftalen:
– Jeg er superglad. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var helt lille. Jeg drømmer selvfølgelig om en dag at spille på stadion, men lige nu fokuserer jeg på at fortsætte min udvikling og få en masse minutter på U17-holdet efter sommer. Derudover kunne det være fedt at vise mig frem i future-kampe med førsteholdet, ligesom nogle af de andre unge spillere har fået muligheden for, fortæller den unge stopper.
Stort tillykke med kontrakten, Njord!
Ved siden af fodbolden går Njord på Nørrevangskolen, hvor han er en del af skolens eliteklasse.
De unge talenter præsenteres i samarbejde med Makeen Energy.