
Sabil Hansen om debut og sejr på U21-landsholdet: Det er kæmpestort
Martin Albrechtsen — 09.09.2025 09:48
Sabil Hansen blev skiftet ind og var med til at få vendt tingene på hovedet i U21-landsholdets vilde comeback i EM-kvalifikationskampen ude mod Wales
“Kæmpestort at repræsentere sit land”
Det har været nogle begivenhedsrige dage for vores store talent, Sabil Hansen, der fik debut for det danske U21-landshold i torsdags, og som i går aftes var med til at sikre Danmark sejren i første EM-kvalifikationskamp efter et forrygende comeback i 2. halvleg ude mod Wales. Randers FC's 19-årige højre back er da også stolt over at have fået debut på U21-landsholdet. - Det er kæmpestort at repræsentere sit land og trække i den rød-hvide trøje. Og så er det selvfølgelig endnu federe at gøre det på en så stor scene, som U21-landsholdet er, fortæller Sabil Hansen. Debuten fik han i torsdags, da han blev skiftet ind i testkampen mod Norge, hvor han fik 30 minutter. Her kom Sabil ind, da Danmark var bagude med 1-0, med en masse power og gjorde et godt indtryk i 2. halvleg. Danmark endte med at tabe testkampen med 1-0. Mandag aften skulle det danske U21-landshold så spille sin første gældende kamp ved EM-kvalifikationen, hvor danskerne på udebane mødte Wales. Sabil Hansen startede på bænken i opgøret, hvor Wales var foran med 2-1 efter 1. halvleg. I pausen foretog landstræner Lars Knudsen en enkelt udskiftning, da han skiftede netop Sabil Hansen ind, som var med til at skabe comebacket for Danmark, der endte med at vinde hele 6-2 over Wales.
Sabil Hansen var med til at vende resultatet og sikre comebacket
- Jeg føler egentlig, at jeg er med til at få vendt kampen på hovedet. Jeg får vist både min defensive kvalitet, men kommer også med offensivt. Det var et rigtig godt indhop, jeg gjorde i går, siger Sabil Hansen og fortsætter; - Det er altid super fedt at se sit hold rejse sig igen. Det var virkelig fedt at være en del af det og se, hvordan alle gav den en skalle efter pausen. Det var jeg rigtig glad for at være en del af, udtaler den 19-årige højre back fra Randers FC. Sabil Hansen står således nu noteret for to landskampe for det danske U21-landshold, og det giver blod på tanden for det unge talent. - Det giver mega meget blod på tanden efter mere. For mig er det kun starten. Jeg vil prøve at gøre, hvad jeg kan på banen og på træningsbanen for at vise mig frem så meget som muligt, siger Sabil Hansen. Det er således også en selvtillidsfyldt Sabil Hansen, som vender hjem til Kronjylland efter debut og gode oplevelser på det danske U21-landshold. - Selvfølgelig giver det selvtillid, at man har spillet et par gode kampe og kommer hjem med en sejr. Det giver selvtillid, men jeg har stadig benene plantet på jorden og vil arbejde hårdt til alle træninger og kampe, understreger Sabil Hansen. Sabil Hansen præsenteres i samarbejde med Randers Gulvservice A/S