Randers FC har skrevet kontrakt med det lokale talent Bertram Damgaard

16.10.2025 12:25

Det 15-årige offensivtalent har underskrevet en 2,5-årig kontrakt med Randers FC

Randers FC har skrevet kontrakt med den 15-årige Bertram Damgaard, som i forvejen har sin daglige gang i Randers Freja FC, hvor han spiller på U17-holdet. Bertram kom til Randers Freja som U12-spiller fra moderklubben Dronningborg Boldklub, hvor han var en del af klubbens ATK+-samarbejde. Siden da har han været en fast del af Randers Freja.

Vi har taget en snak med U17-cheftræner Sebastian Kattrup om det unge talent. 

– Bertram er en usædvanligt talentfuld fodboldspiller, som allerede nu skiller sig markant ud med sin stærke teknik, høje spilintelligens og naturlige flair for spillet. Han har en legende og kreativ tilgang til fodbold, men kombinerer det med en sjælden målrettethed og vindermentalitet, som virkelig gør indtryk. Han læser spillet hurtigt, træffer gode beslutninger under pres og bruger sit eksplosive antrit og tekniske overskud til konstant at skabe chancer – både for sig selv og sine medspillere. Hans offensive kvaliteter er tydelige, men det er især kombinationen af kreativitet, intensitet og arbejdsomhed, der gør ham til noget særligt, fortæller Sebastian, og tilføjer:

- Bertram er samtidig en fremragende holdkammerat – dedikeret, ydmyg og altid med et smil på læben. Han er vellidt blandt både trænere og medspillere og bidrager positivt til miljøet omkring holdet. Med det talent, han besidder, og den indstilling, han allerede viser hver eneste dag, er der ingen tvivl om, at han har potentiale til at nå rigtig langt i fodboldverdenen, afslutter cheftræneren. 

Udover at være fast mand på vores U17-hold, har Bertram også været udtaget til adskillige DBU Talentsamlinger, hvor det allerede er blevet til kampe på DBU Future-holdet. 

Hovedpersonen selv er glad for at sætte sin underskrift på papiret. 

– Det føles dejligt at skrive under. Jeg er mega stolt over det og glæder mig til at fortsætte i Randers FC og samtidig fortsætte min udvikling, udtaler en stolt Bertram.

Stort tillykke med kontrakten Bertram, vi glæder os til at følge dig i din videre udvikling!