Sebastian Carlo ny mand i Randers Freja FC

14.11.2025 12:14

Det 17-årige talent kommer til Randers Freja fra Hvidovre IF's U19-hold.

Randers Freja FC kan se frem til forstærkning i angrebet, når Sebastian Carlo tiltræder klubbens U19-hold fra januar 2026.

Talentchef Peter Elstrup glæder sig over tilgangen:

- Carlo er en rendyrket 9’er, som har mange forskellige måder at afslutte på. Han har lavet masser af mål de seneste 15 måneder – faktisk hele 40 for Hvidovre. Mange af dem som U17-spiller, og nu som U19-spiller er han topscorer i divisionen med 13 mål.

- Vi får en angriber med masser af selvtillid og en naturlig næse for mål, som vi forventer kan blive en vigtig brik for os. Han har underskrevet en 2,5-årig kontrakt, der træder i kraft den 1. januar, fortæller Peter Elstrup.

Hovedpersonen selv er både glad og stolt over det nye kapitel:

- Det er en stor oplevelse, og et stolt øjeblik for mig og min familie. Det er fedt at være her og kunne trække Randers-trøjen over hovedet. Jeg er virkelig stolt af mig selv, siger Sebastian Carlo, og tilføjer:

- Jeg har spillet mod Randers flere gange og også trænet med et par gange. Derudover har jeg selvfølgelig fulgt førsteholdet på tv, så jeg kender klubben lidt i forvejen.

- Jeg glæder mig til at komme ind med god energi, vise hvem jeg er – og selvfølgelig score en masse mål, afslutter han.

Ved siden af fodbolden skal Sebastian bo på Randers Sports College, og til sommer begynder han på HHX på Tradium.

Velkommen til Carlo, vi glæder os til at følge dig i din videre udvikling!

De unge talenter præsenteres i samarbejde med Makeen Energy.