
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Optakt til søndagsbraget mod FCM
05.11.2025 11:43
Søndag kl. 16.00 spiller vi hjemme på Cepheus Park Randers mod guldaspiranterne fra FC Midtjylland i 3F Superligaens 15. spillerunde
Jagten på en stærk hjemmereaktion
Vi skal rejse os efter skuffelsen i Viborg, hvor vi desværre måtte tage tomhændet hjem med et 3-2-nederlag – på trods af, at vi to gange fik udlignet via to scoringer af Mohamed Touré. Kampen bølgede frem og tilbage, og særligt i anden halvleg sad vi tungt på opgøret, men i de døende sekunder fik Viborg afgjort kampen. Nu handler det om at bruge energien rigtigt og ramme det niveau, vi før viste hjemme mod FC Nordsjælland og Viborg, når et formstærkt FC Midtjylland-mandskab kommer på besøg.
Tæt løb i 3F Superligaen
3F Superligaen er fortsat virkelig tæt, og hvert et point tæller. Vi ligger på 8. pladsen med 17 point efter de første 14 spillerunder, og der er kun to point op til 5. pladsen, hvor Sønderjyske befinder sig. FC Midtjylland er til gengæld solidt placeret som nummer 2 med 29 point og jagter for alvor førstepladsen. En sejr vil både være et vigtigt rygstød i kampen om top-6 og et stærkt statement mod en af ligaens guldfavoritter.
Statistisk set
Historisk set har FC Midtjylland haft et stort overtag i de indbyrdes opgør. Ud af 55 Superligakampe mellem klubberne er det blevet til 5 Randers-sejre, 13 uafgjorte og 37 nederlag. Men sidst FC Midtjylland gæstede Cepheus Park Randers, lykkedes det os at bryde en 13 år lang sejrstørke, da Wessel Dammers med to hovedstødsmål sikrede en forløsende sejr. Netop den kamp viste, at vi kan slå dem – især hjemme, hvor vi traditionelt står stærkest.
Fokus på FC Midtjylland
FC Midtjylland kommer til Kronjylland i storform. De har kun tabt én Superligakamp i denne sæson – til FC Nordsjælland – og topper samtidig Europa League-tabellen. De råder over ligaens topscorer Djú Franculino der har leveret hele 13 mål, mens tilføjelsen af Philip Billing i sommer har styrket deres midtbane markant. FC Midtjylland er kendt for deres effektivitet, fysik og dødboldsstyrke, hvor de er blandt de bedste i Europa – og netop ved dødboldene skal vi være ekstremt opmærksomme på søndag.
Opbakningen fra vores fans kan blive nøglen
Selvom FC Midtjylland er stærke, er Cepheus Park Randers vores hjemmebane – og her skal vi vise, at vi kan matche selv de bedste. Vores hjemmeform har været solid med stærke præstationer og god energi fra lægterne. Vi får brug for hver en stemme, når vi jagter tre vigtige point og tredje hjemmesejr i streg. Søndagens kamp bliver ikke let, men med hårdt arbejde, disciplin og massiv støtte kan vi skabe noget stort sammen.
Fun facts
- Randers FC har fået fire point i de sidste to Superligakampe på hjemmebane mod netop FC Midtjylland. Det er lige så mange, som man havde høstet i de foregående 15 opgør på hjemmebane mod FC Midtjylland.
- Randers FC's kampe har været dem, hvor der har været færrest afslutninger i denne Superliga sæson (323).
- FC Midtjylland har lukket enten ét eller nul mål ind i hver af de seneste 8 Superligakampe på udebane (5 mål), og kan blive den 9. kampe i træk uden at lukke mere end ét mål ind for kun tredje gang i deres historie.
- Mohamed Touré har scoret Randers FC's seneste tre mål, og kan blive den anden spiller til at score fire mål i træk for klubben, siden Simen Nordli gjorde i november 2024 (4 mål i træk).
- Franculino Djú har scoret 13 mål i 993 Superliga minutter i denne sæson, det er 77 minutter pr. mål, hvilket er den bedste mål ratio af nogen spiller med minimum 6 mål i nogen Superligasæson.