
Optakt til søndagens kamp mod Silkeborg IF
28.11.2025 10:49
Randers FC skal søndag jagte tre point, når vi klokken 14.00 møder Silkeborg IF på Jysk Park
Det blev ikke til point mod OB hjemme mandag aften. Trods en underholdende kamp med perioder, hvor Rasmus Berthelsens mandskab skabte flere gode chancer, endte opgøret 0-0. De gode takter og den stærke mentalitet skal tages med videre ind til kampen mod Silkeborg IF i 17. spillerunde.
Ser vi på statistikken på Jysk Park, er det dog længe siden, vi sidst har fået fuldt udbytte. Randers FC har ikke vundet i Søhøjlandet siden 2015, hvor Djiby Fall og Jonas Kamper stod for scoringerne. Samlet lyder statistikken på fire sejre, seks uafgjorte og seks nederlag. I denne sæsons første møde i 3. spillerunde tog Randers FC en 1-0 sejr hjemme efter et sikkert straffesparksmål af Mohamed Toure. Vi håber på en gentagelse i søndagens opgør.
Inden søndagens opgør er Randers FC og Silkeborg helt lige i tabellen. Begge hold står på 18 point, hvor vi indtager 9. pladsen og Silkeborg 10. pladsen. Det bliver derfor et vigtigt opgør i jagten på top-6 og muligheden for at skabe afstand til nedrykningsstregen. Silkeborg har ikke vundet i de seneste tre spillerunder og tabte senest 0-2 hjemme mod AGF.
To spillere, der kræver ekstra opmærksomhed, er Tonni Adamsen, som med sine 7 sæsonmål konstant truer ethvert forsvar, samt Callum McCowatt, der efter en stærk sæsonstart ligger nummer to på topscorerlisten og allerede har matchet sine 8 mål fra sidste sæson. I Silkeborg-truppen finder vi også to velkendte ansigter i form af tidligere Randers FC-ungdomsspillere Villads Westh og Benjamin Clemmensen.
Til søndagens kamp må vi undvære Daniel Høegh, der afsoner karantæne. Samtidig er Mohamed Toure, Nikolas Dyhr og Oliver Olsen i karantænefare ved næste gule kort.
Kampens dommer er Frederik Svendsen, mens Jakob Sundberg assisterer i VAR-rummet.
Fun facts
Randers FC har scoret 40 mål i 35 3F Superliga kampe mod Silkeborg IF.
Randers FC har scoret 383 mål på udebane i 3F Superligaen i 325 kampe.
Mohamed Touré er en rigtig vigtig spiller for os, og angriberen har været involveret i fem mål mere end nogen anden spiller for klubben siden sidste sæson.