Optakt til mandagsbraget mod Odense Boldklub

20.11.2025 12:06

Mandag aften kl. 19.00 venter endnu en hjemmekamp på Cepheus Park, når Randers FC tager imod OB i 16. spillerunde.

Det blev ikke til point senest på hjemmebane mod formstærke FC Midtjylland, til trods for en stærk indsats fra Rasmus Bertelsens tropper måtte vi se os besejret efter to hurtige mål i starten af 2. halvleg. Nu skal vi efter en landskampspause op på hesten igen og tilbage på sejrssporet, når oprykkerne fra OB kigger forbi mandag aften kl. 19.00 på Cepheus Park.

Statistisk set er der gode udsigter til point, da vi har et godt tag på hjemmebane mod fynboerne, hvor det i 3F Superliga-regi er blevet til 9 sejre, 12 uafgjorte og 5 nederlag. Sidste gang OB gæstede Cepheus Park var den 19. april 2024, hvor kampen endte 2-2 mes Mohammed Fuseini og Mads Enggård på måltavlen. Randers FC-fans husker måske, da den unge golden boy Mads Enggård i kampens tillægstid dukkede op i feltet og udlignede til 2-2. De to mandskaber har allerede krydset klinger i denne her sæson tilbage i august, hvor vi efter at have været foran 1-2 måtte se os besejret 3-2, hvor Norman Campbell og Florian Danho kom på tavlen for Randers FC. Vi håber på endnu et underholdende opgør på mandag, hvor vi forhåbentlig kan gå fra banen med tre point.

Fokus på OB

OB befinder sig i skrivende stund på en syvendeplads med 19 point efter 15 kampe. Oprykkerne har siden oprykningen leveret en række blandede resultater, hvilket de to seneste kampe også vidner om, hvor de henholdsvis har tabt 1-4 til Brøndby IF og vundet 2-4 over FC Nordsjælland. Cheftræner Alexander Zorniger har siden sin tilgang i sommer formået at sammensætte en rigtig farlig angrebstrio bestående af tidligere Bayern München talent Jann-Fiete Arp, Noah Ganaus og tidligere Viborg FF-profil Jay Roy Grot. Trioen står tilsammen noteret for 18 mål ud af de 26 som fynboerne har scoret i 3F Superligaen. Der venter derfor en stor test for Randers FC forsvaret, som i jagten på tre point skal have lukket ned for den stærke fynske offensiv.

Kampens dommer er Sandi Putros assisteret af Aydin Uslu i VAR-rummet.

Fun Facts

  • Daniel Høegh, Mathias Greve og Andre Rømer har alle tre optrådt for OB, hvor de tilsammen har spillet 253 kampe.

  • Baskim Kadrii, Hans Henrik Andreasen og Mikael Ishak deler titlen som mest scorende i de indbyrdes kampe, hvor de alle tre står noteret for 5 mål.

  • Driblestærke Elies Mahmoud befinder sig på en fjerdeplads over succesfulde driblinger i sæsonen med 25 succesfulde driblinger. Kun overgået af Prince Junior, Thomas Jørgensen og Dario Osorio.