Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Dramatisk afslutning i Herning og flot 4. plads i 3F Superligaen

25.05.2025 17:56

Efter en flot 4. plads i 3F Superligaen kan vi stadig risikere at skulle spille europæisk playoff-kamp hvis FCK vinder pokalfinalen på torsdag

Randers FC kæmpede heroisk – men måtte se sig slået i sidste øjeblik

Med over 700 medrejsende fans i ryggen leverede Randers FC en stærk og underholdende indsats i Superligaens sidste spillerunde mod FC Midtjylland på MCH Arena, som bestemt ikke er noget nemt sted at spille. Selvom kampen endte med et 3-2-nederlag, viste Randers FC stor moral, flot spil og flere lovende momenter.

Kampen begyndte i højt tempo, hvor Randers FC hurtigt fik markeret sig. Allerede i kampens første minutter viste Mohamed Touré initiativ med en afslutning, der dog blev blokeret. Midtjyderne kom bedre med, og efter et godt angreb sendte Kevin Mbabu hjemmeholdet i front med 1-0.

Randers lod sig ikke slå ud og arbejdede sig gradvist tilbage i kampen. Efter et VAR-gennemsyn blev der korrekt dømt straffespark til Randers FC for hånd på bolden. Simen Bolkan Nordli var iskold fra pletten og udlignede til 1-1. Kort efter var Oliver Olsen tæt på at bringe Randers foran, men hans afslutning sneg sig lige forbi stolpen.

Første halvleg sluttede med Randers i medvind, og det gode spil blev taget med ind i anden halvleg. Norman Campbell var tæt på at score efter en skarp aflevering fra Simen Bolkan Nordli, men Jonas Lössl i FCM-målet reddede flot.

Omkring det 60. minut foretog cheftræner Rasmus Bertelsen tre velvalgte udskiftninger. Touré, Laurits og Campbell blev afløst af Rømer, Mahmoud og Danho – og det satte straks sit præg på kampen.

André Rømer gjorde hurtigt en forskel og fandt Elies Mahmoud med en fremragende aflevering i dybden. Mahmoud holdt hovedet koldt og sparkede bolden sikkert i nettet til 1-2, og Randers FC var nu foran. Det var samtidig Elies' første mål i Randers FC-trøjen - godt gået! 

Desværre fik FC Midtjylland udlignet ti minutter før tid, da indskiftede Edward Chilufya scorede til 2-2. Randers forsøgte at svare igen, men i kampens døende minutter slog Chilufya til igen og sikrede hjemmeholdet sejren med målet til 3-2.

Trods det skuffende resultat leverede Randers FC en flot og modig indsats med flere stærke individuelle præstationer og taktiske justeringer, der bar frugt. Indskifterne gjorde en positiv forskel, og holdet viste, at det kan spille lige op med ligaens tophold.

Se højdepunkterne nederst i artiklen. 

Kampfakta:
13. Kevin Mbabu (1-0)
37. Simen Bolkan Nordli (1-1)
73. Elies Mahmoud (1-2)
84. Chilufya (2-2)
90. Chilufya (3-2)

Gule kort: Laurits Raun Pedersen, Florian Danho, Elies Mahmoud

Udskiftninger:
60. Laurits Raun Pedersen > André Rømer
60. Norman Campbell > Elies Mahmoud
60. Mohamed Touré > Florian Danho
77. Simen Bolkan Nordli > Mike Themsen
90. Nikolas Dyhr > Sabil Hansen

Startopstillingen:
Paul Izzo, Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr, John Björkengren, Laurits Raun Pedersen, Mathias Greve, Norman Campbell, Simen Bolkan Nordli, Mohamed Touré

Bænken:
Oskar Snorre, Oliver Jones, Sabil Hansen, Frederik Lauenborg, André Rømer, Mike Themsen, Elies Mahmoud, Stephen Odey, Florian Danho