Søren P trods Europa Playoff-nederlag: Det har været en flot sæson

Martin Albrechtsen — 02.06.2025 09:55

Fodbolddirektør Søren Pedersen kigger tilbage på en historisk sæson, hvor Randers FC opnåede en flot fjerdeplads og slog flere klubrekorder

Fodbolddirektør Søren Pedersen var møghamrende ærgerlig og meget skuffet over, at Randers FC ikke formåede at byde Silkeborg IF op til dans i Europa Playoff-kampen. 

Trods skuffelsen over nederlaget til Silkeborg kan Søren Pedersen se tilbage på en utrolig flot sæson i Superligaen, hvor Randers FC opnåede en flot fjerdeplads for kun anden gang i Randers FC's historie. 

- Det har været en rigtig, rigtig flot sæson. Vi har spillet nogle gode kampe og mange spillere har vist sig godt frem. At få en fjerdeplads i Superligaen med vores budget er mere end godkendt. Så det skal vi selvfølgelig være stolte af, fortæller fodbolddirektør i Randers FC, Søren Pedersen. 

Randers FC har sat flere klubrekorder i den netop overståede sæson i Superligaen. Bl.a. scorede vi rekordmange mål med 57 mål i sæsonen. Aldrig før har Randers FC scoret så mange mål i én sæson i Superligaen. 

Derudover opnåede vi også den største pointhøst i både grundspillet og mesterskabsspillet i Randers FC's historie. Ydermere opnåede vi med 6.583 tilskuere det næsthøjeste tilskuergennemsnit i klubbens historie. 

- Vi har scoret mange mål og spillet noget offensiv fodbold. Det har også vist sig, at vi har spillet så god fodbold, at rigtig mange er begyndt at følge Randers FC og har været til vores hjemmekampe. Det håber jeg også kan fortsætte i den nye sæson, så vi kan bygge ovenpå det hele, siger Søren Pedersen. 

Du kan se hele interviewet med Søren Pedersen i videoen herunder.