Jeppe Ørris fortsætter som målmandstræner i talentafdelingen

17.06.2025 12:58

Jeppe Ørris, der de seneste halvandet år har været målmandstræner i talentafdelingen for U14 og U15, har forlænget sin aftale med klubben og fortsætter dermed arbejdet med klubbens unge talenter. Fra sæsonstart vil Jeppe desuden træne målmændene fra U14 til U19 på fuld tid.

Talentchef Peter Elstrup glæder sig over, at en egenudviklet spiller kan ansættes som træner på fuld tid. 

– Jeppe er en lokal dreng og en af vores egne – han har taget hele rejsen gennem talentafdelingen og har tidligere været spiller i vores moderklubber, Dronningborg og Hornbæk, fortæller Peter Elstrup og fortsætter:

– Selvom han stadig er ung, har han allerede vist stort potentiale som træner, og vi ser frem til at udvikle ham yderligere. Jeppe har netop færdiggjort trænerkurset C-licens og skal nu, ved siden af trænergerningen, også i gang med DBU’s målmandstræneruddannelse og fortsætte sin faglige udvikling, afslutter talentchefen.

Jeppe Ørris ser selv frem til at fortsætte i klubben, udvikle sine kompetencer og give sin viden videre.

– Det føles rigtig godt at skrive under med Randers. Det er min barndomsklub – jeg har brugt utallige timer her, siden jeg var U12-spiller. Det er min hjerteklub; det føles som meget mere end en arbejdsplads, og jeg glæder mig til at kunne give noget tilbage til klubben, fortæller Jeppe og fortsætter:

– Jeg er glad for den tillid, klubben viser mig, og jeg glæder mig til at komme i gang og træne de unge målmænd – både dem, jeg allerede har haft, og nogle nye – samt begynde på UEFA GK-B-licensen efter sommerferien, afslutter han.

Tillykke med det, Jeppe! Vi glæder os til at følge dig i din videre udvikling.

Talentafdelingen præsenteres i samarbejde med Makeen Energy.