Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dammers inden rivalopgør: Vi skal have tre point

24.07.2025 12:19

Vores hollandske kaptajn, Wessel Dammers, ser frem til fredagens kamp mod rivalerne fra AGF, som han spår bliver hård og intens

Fredag den 25. juli kl. 19.00 møder vi AGF på udebane i 2. spillerunde af 3F Superligaen. Efter en uafgjort i første runde mod Vejle har vi brug for tre point, hvis vi skal hægte os på toppen af Superligaen.

Efter torsdagens træningspas på den nyanlagte hybridbane tog vi en snak med vores hollandske anfører, Wessel Dammers, der ser meget frem til opgøret. Han forventer en hård og svær kamp – men som altid håber og tror han på, at vi kan tage alle tre point med hjem fra Aarhus.

Se hele interviewet med Dammers nederst i artiklen.

- Vi ved, at det er en kamp, der betyder meget for klubben og for alle i byen. Som altid plejer det at være en hård og intens kamp med høj intensitet – og det ser vi virkelig frem til. Jeg satser stærkt på en sejr. Vi håber, der kommer en masse fans og støtter os, fortæller Dammers og fortsætter:

- Der er nogle ting, vi skal tage med videre fra Vejle-kampen. Vi holdt dem egentlig væk fra store chancer det meste af kampen, og så er vi lidt uheldige med at lukke et sent mål ind – og det er bare super ærgerligt. Der skal vi være bedre til at få lukket helt af, og så sker det forhåbentlig ikke næste gang, udtaler Wessel Dammers.

Til sidst i interviewet sætter Dammers også ord på den nye hybridbane, som han ser frem til at spille på, når vi søndag den 3. august kl. 14.00 spiller sæsonens første hjemmekamp mod Silkeborg IF i 3F Superligaens 3. spillerunde. Du kan allerede nu købe billetter til opgøret her.

Wessel Dammers præsenteres i samarbejde med Vækst+