Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Sejr i sæsonens første hjemmekamp!

03.08.2025 15:03

På trods af en ikke vildt prangende spillende kamp, vinder vi sæsonens første hjemmekamp med 1-0 over Silkeborg IF, og revanchen er en realitet! Læs kampreferat og se højdepunkter nedenfor

5751 tilskuere har fundet vej til Cepheus Park Randers, hvor vores nyanlagte hybridbane officielt skal indvies i sæsonens første hjemmekamp.

Dommer Jonas Hansen fløjter op, og Randers FC ser fra første minut tændte ud foran hjemmebane publikummet.

Efter små ti minutter melder Silkeborg sig ind med kampens første afslutning – et skud udefra feltet, der går et godt stykke over.

Efter 20 minutter sker det! Randers FC får hjørnespark, og i situationen bliver dommeren kaldt til VAR-skærmen. Han peger på pletten – straffespark til Randers FC! Mohamed Touré tager ansvaret og sender Nicolai Larsen den forkerte vej. 1-0 til Randers FC!

Kort efter får Silkeborg et farligt frispark lige uden for feltet. Rami Al Hajj forsøger, men sender bolden langt over.

Laurits erobrer bolden højt og sætter gang i et stærkt angreb. Han finder Elies på kanten, der forsøger at sende bolden ind foran, men Silkeborg får blokeret til hjørnespark.

Kort før pausen eksploderer det: Montano flyver ind med skulderen direkte i ansigtet på Elies. Alle venter på, at han skal modtage sit andet gule kort – men dommer Jonas Hansen lader det passere. I stedet får Randers’ fysiske træner Thomas Rostgaard rødt kort for protester. En dramatisk afslutning på 1. halvleg!

2. halvleg: Randers FC kommer ud med høj energi. Touré finder en fremadstormende Oliver Olsen, der afslutter første gang, men Nicolai Larsen redder til hjørnespark.

Elies forsøger sig udefra med et flot, krøllet skud mod det lange hjørne – Larsen må ud i fuld stræk for at redde. Randers FC fortsætter presset, og Elies tester igen med et forsøg udefra, der desværre ikke bliver placeret nok i hjørnet.

Efter en times spil reagerer Silkeborg med offensive udskiftninger, og Randers FC svarer med at sende Frederik Lauenborg og Mike Themsen på banen. Gæsterne får et par store muligheder, og Jannich Storch holder os foran med en klasseredning, da Tonni Adamsen pludselig er alene i feltet.

Med tyve minutter igen står kampen og vipper. Touré sætter sin direkte modstander på højrekanten og sender et lavt indlæg ind mod Campbell, men bolden bliver afværget i sidste øjeblik.

Silkeborg sender bolden i nettet med et kvarter igen – men dommeren har armen oppe. VAR-tjek. Offside! Et wake-up call til Randers FC om at få flyttet spillet højere op.

Randers får kæmpechancen til at lukke kampen: Storch sender langt, Danho flækker bolden videre til Themsen, der spiller Campbell fri. Afslutningen går snert forbi det lange hjørne. Kort efter er Danho alene igennem, men Nicolai Larsen redder endnu engang.

I det 88. minut bliver en hårdtarbejdende Mathias Greve klappet ud og erstattet af André Rømer, der skal lukke kampen ned. Og tæt på bliver det! Frederik Lauenborg sender bolden millimeter forbi stolpen i de døende minutter.

Dommer Jonas Hansen fløjter af – 1-0 til Randers FC! Tre point i sæsonens første hjemmekamp, en velindviet hybridbane og hele 7 point efter de første tre runder. Sikke en start på sæsonen!

Kampfakta:
20. Mohamed Touré (Straffespark) (1-0)

Gule kort:
Montano (SIF), Pedersen (RFC),

Udskiftninger:
61. Laurits Raun Pedersen > Frederik Lauenborg
61. Elies Mahmoud > Mike Themsen
74. Mohamed Touré > Florian Danho
74. Oliver Olsen > Sabil Hansen
88. Mathias Greve > André Rømer

Startopstillingen:
Jannich Storch, Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr, Laurits Raun Pedersen, John Björkengren, Mathias Greve, Elies Mahmoud, Norman Campbell, Mohamed Touré 

Bænken:
Oliver Henriksen, Lucas Lissens, Sabil Hansen, Frederik Lauenborg, André Rømer, Mike Themsen, Max Albæk, Florian Danho, Stephen Odey