Mahmoud: Vi skal indvie vores nye bane med hjemmesejr

Martin Albrechtsen — 02.08.2025 05:30

Elies Mahmoud glæder sig til sæsonens første hjemmekamp på Cepheus Park Randers

Elies Mahmoud har været i Randers FC i et halvt år nu. Vi har derfor taget en snak med vores teknisk dygtige franske kantspiller om hans første tid i Kronjylland og om søndagens hjemmekamp mod Silkeborg IF. 

Du kan se hele interviewet med Mahmoud i videoen længere nede i artiklen.

24-årige Mahmoud har scoret tre Superliga-mål for Randers FC, to mål i foråret i sidste sæson og senest i sejren over AGF i sidste weekend, hvor han blev matchvinder.

Nu ser franskmanden frem til sæsonens første hjemmekamp, når vi i morgen søndag kl. 14.00 krydser klinger med Silkeborg IF på Cepheus Park Randers.

- Vi forventer en hjemmesejr. Det er vigtigt. Indtil videre har vi kun spillet på udebane. Dette er vores første hjemmekamp foran vores fans. Det er et stykke tid siden, vi har spillet her på Cepheus Park Randers. Så vi glæder os til at spille her, få de tre point, og så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at vinde denne kamp, fortæller Elies Mahmoud og fortsætter;

- Jeg tror, at hvis vi sætter alt ind, og hvis vi spiller, som vi gjorde i 2. halvleg mod AGF, har vi alle chancer for at vinde. Det er sandt, at Silkeborg ikke har haft en god sæsonstart, men de vandt stadig i Conference League. Så vi skal være forsigtige. Det er et godt hold. Men jeg tror, at hvis vi gør, hvad vi er i stand til, så vinder vi denne kamp, siger Mahmoud.

Køb billetter til søndagens hjemmekamp mod Silkeborg IF her.

Elies Mahmoud præsenteres i samarbejde med Andelskassen