
Kom og hils på Plaffeministeren i Thor fanzonen!
30.04.2025 12:36
Plaffeministeren takker af 👋🏼
For en uge siden offentliggjorde den tidligere Randers FC-profil Ronnie Schwartz, at han indstiller sin karriere som professionel fodboldspiller.
Ronnie Schwartz spillede sig ind i Randers FC-fansenes hjerter i løbet af sine tre år i klubben, inden han i 2014 skiftede til fransk fodbold. Med imponerende 40 mål i 87 kampe er han den mest scorende spiller i Randers FC's historie.
Det var også i Randers FC, at han fik sit ikoniske kælenavn, Plaffeministeren – et navn, der siden har fulgt ham i flere danske klubber.
Nu får vi muligheden for at give noget tilbage, når Ronnie kigger forbi Cepheus Park Randers nu på fredag for at blive hyldet for sin store indsats i klubben!
Ronnie vil både besøge Thor Fanzonen kl. 17.30 og tage en æresrunde på grønsværen i pausen.
Så kom og hils på Plaffe til fredagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland – og vær med til at hylde en ægte Randers-legende!