
Danske Spil forlænger og udbygger samarbejde med Randers FC
09.05.2025 07:59
Samarbejdet mellem Danske Spil og Randers FC så for første gang dagens lys tilbage i 2020, og nu udbygger og forlænger parterne aftalen med yderligere to år til og med sommeren 2027
Randers FC og Danske Spil forlænger deres mangeårige samarbejde med en ny, 2-årig aftale, der træder i kraft fra sommeren 2025.
Den nye aftale indebærer ikke blot en forlængelse, men også en udbygning af samarbejdet, som vil sikre endnu mere aktivering til glæde for klubbens mange fans – noget, Danske Spil og Oddset er kendte for at gøre en dyd ud af. Det er især blevet tydeligt med en ekstraordinær fanoplevelse med store oplevelser i bl.a. spillertunnellen, VIP-forplejning samt tribunepladser lige bag ved hjemmeholdets udskiftningsboks. Et stort hit blandt mange Randers FC-fans, ligesom det er Danske Spil, der står bag FodboldtrøjeFredag, som Randers FC også er en fast del af.
- Vi er glade for at fortsætte samarbejdet med Danske Spil og Oddset, som vi har haft stor glæde af gennem en længere årrække. Oddset er ikke bare en markant del af dansk fodbold – de er også dygtige til at aktivere deres sponsorater på en måde, der skaber fede oplevelser og stor interaktion blandt vores fans. Det er mere og mere vigtigt for os, at vores partnere bidrager positivt til fanoplevelsen, og det formår Danske Spil og Oddset virkelig at gøre, udtaler Salg- og Marketingchef i Randers FC, Morten Hørby.
Den nye aftale mellem parterne er også noget, der vækker stor glæde hos Danske Spil.
- Det er meget positivt, at vi nu kan fortælle, at vi fortsætter samarbejdet med Randers FC. Vi har været her i mange år, og er glade for at være en del af en stor, lokalt forankret klub med stolte traditioner – og ikke mindst nogle helt fantastiske og dedikerede fans, som også er med til at trække trøjen over hovedet i en god sags tjeneste, når vi første fredag i marts afholder FodboldtrøjeFredag. Vi ser meget frem til fortsat at udbygge fanoplevelsen sammen med klubben og skabe endnu flere uforglemmelige øjeblikke i fodboldens og fællesskabets tegn, siger Karsten Fogh Holanng, adm. direktør i Danske Licens Spil, som står bag Oddset.
Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde. Næste gang Randers FC skal i aktion på Cepheus Park er i sæsonens sidste hjemmekamp, søndag den 18. maj kl. 18.00, hvor man får besøg af FC København.