Oliver Hardt

Få overblikket her: Disse spillere skal på landsholdstjeneste

20.03.2024 07:51

3F Superligaen holder landskampspause, men for nogle af vores spillere står den på nationaltjeneste. Få overblikket over, hvilke Randers FC-spillere der skal i aktion herunder.

3 Randers FC-spillere skal i landsholdstjeneste denne landskampspause.

Mads Enggård 🇩🇰

Enggård er udtaget til det danske U21-landshold. Han har tidligere været med U21-landsholdet, da de tilbage i november spillede en venskabskamp mod Marokko. Her blev det også til debut for vores unge midtbanetalent.

Mads og resten af U21-landsholdet skal spille både en venskabskamp ude mod Østrig og en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Litauens U21-landshold hjemme på Vejle Stadion.

Kampprogrammet for U21 ser således ud:

Østrig – Danmark

Fredag d. 22.03.2024 kl. 20.30 på Innviertel Arena, Ried 

Danmark – Litauen

Tirsdag d. 26.03.2024 kl. 18.00 på Vejle Stadion 

U21-landsholdets træningskamp mod Østrig og den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Litauen kan streames her. 

Mads Enggård selv glæder sig til landsholdstjeneste. 

-Det er altid stort at blive udtaget til landsholdet, og kunne spille i de danske farver, fortæller Enggård. 

Tillykke med udtagelsen, Enggård!

Mads Enggård er sponsoreret af Scanditek

Lasso Coulibaly 🇨🇮

Lasso er endnu engang udtaget til det ivorianske U23-landshold, der spiller en venskabskamp mod Frankrig. Lasso var med U23-landsholdet, da de senest havde samling i oktober, men desværre blev det ikke til spilletid for vores lynhurtige ivorianske kantspiller, da han havde et trælår. Forhåbentlig kan han denne gang få sin debut for U23-landsholdet.

Kampen mod Frankrig spilles d. 22 marts kl. 18.30 (dansk tid) på Gaston-Petit Stadion. 

Lasso glæder sig til at komme med det ivorianske U23-landshold igen.

- Jeg er meget spændt og jeg glæder mig til kampen mod Frankring. Sidste gang jeg var med fik jeg desværre ikke spilletid på grund af en skade, men denne gang håber jeg på at komme i aktion for mit hjemland, fortæller Lasso. 

Tillykke med udtagelsen, Lasso! 

Lasso Coulibaly er sponsoreret af Randers Gulvservice 

Noah Shamoun 🇸🇾

Vores nytilkomne talentfulde kantspiller, Noah Shamoun, er blevet udtaget til det syriske A-landshold. 

Noah og resten af holdet skal spille to VM-kvalifikationskampe mod Burma, den ene spilles på udebane i Myanmar og den anden på hjemmebane i Saudi-Arabien. 

For Noah selv er det en stor ære at blive udtaget. 

-Det er en stor ære at skulle repræsentere mine rødder. Det er sjovt at komme direkte op i A-truppen, og jeg skal ud og bevise mit værd. Det betyder meget for mig og alle mine nærmeste, fortæller Shamoun. 

Tillykke med udtagelsen, Noah! 

Noah Shamoun er sponsoreret af Planner4you

 

Vi glæder os til at følge vores spillere i nationalaktion.