Optakt: Vejle Boldklub - Randers FC
Andreas Nielsen — 10.04.2024 07:24
Søndag klokken 14.00 gælder det tredje kamp i kvalifikationsspillet, når Randers FC skal et smut forbi Nørreskoven, hvor Vejle Boldklub venter.
Randers FC kunne i søndags tage sin sejr nummer to ud af to mulige, da vi på udebane mod Hvidovre IF vandt med 1-3 på mål af Mohammed Fuseini og Stephen Odey. Mohammed Fuseini har nu scoret 6 mål i 7 kampe i 3F Superligaen for Randers FC. Vi håber Fuseini fortsætter målstimen, når Randers FC på søndag skal jagte endnu en sejr i kvalifikationsspillet, hvor modstanderen er Vejle Boldklub.
Kigger man på statistikken over vores kampe i Nørreskoven, ser det ret godt ud. Randers FC har på udebane mødt Vejle Boldklub seks gange i 3F Superliga-regi, hvor det er blevet til 4 sejre og 2 uafgjorte. De seneste tre opgør er Randers FC gået fra banen som sejrherre med 0-2, 0-3 og 1-2. I 1-2 sejren i Vejle senest var målscorerne for Randers FC Björn Kopplin og Filip Bundgaard. Det seneste opgør mellem de to mandskaber var den 1. december hjemme på Cepheus Park, en kamp, der endte 0-0.
Fokus på Vejle Boldklub
Vejle befinder sig på 3F Superligaens 11. plads, hvor de har 23 point i sæsonen. Til trods for at Ivan Prelec mandskab befinder sig under nedrykningsstregen, så de været kompetitative i stort set alle kampe i sæsonen, hvor de med undtagelse af deres kamp mod FC Midtjylland(3-0) kun har tabt med et enkelt mål, når de har tabt kampe i sæsonen. Vejle har også fået en ganske udmærket start på kvalifikationsspillet, hvor klubben i de første to kampe har slået OB med 0-1 og senest en uafgjort mod Viborg FF på hjemmebane, hvor Kristian Kirkegaard fik reddet point til vejle i slutminutterne, da han sendte bolden op i krydset til 1-1.
En af profilerne på Vejle mandskabet finder vi i målet, hvor Nathan Trott har været en vigtig sidste skanse igennem sæsonen. Lejesvenden fra West Ham har afværget hele 15,3 xG i 24 kampe, derudover har han holdt 6 clean sheets i sæsonen. Oppe foran har Vejle Boldklub naturligvis deres topscorer med 7 mål German Onugkha, men vi skal kigge et andet sted på banen for at finde endnu en profil til kampen. Det er nemlig 22-årige Thomas Gundelund, der i løbet af foråret har leveret flere gode præstationer. Den højre wingback har på 12 kampe lavet tre assists blandt andet mod OB i kvalifikationsspillets første kamp. Senest leverede han også en god indsats mod Viborg FF.
Vi håber at se en masse Randers FC-fans i udebaneafsnittet, så vi sammen kan bygge videre på sejrsbølgen. Hvis du er forhindret kan kampen ses på Canal 9/Discovery+ og følges på Amtsavisen.dk eller hos Radio Alfa.
Fun facts:
- Mohammed Fuseini har scoret 5 mål i de seneste to kampe og kan med et mål på søndag blive den første spiller siden Robert Skov i 18/19 sæsonen til at score 6 mål på kun tre kampe 3F Superligaen.
- Randers FC har scoret minimum 3 mål i de to seneste kampe, hvis Rasmus Bertelsens mandskab formår at score minimum 3 mål på søndag. Så vil det blot være tredje gang i Randers FCs historie, at vi formår at lave 3 mål i 3 kampe i streg. De to tidligere gange var i 2007 og 2020.
- Randers FC er det femte mest scorende hold i sæsonen med 32 mål.