Uafgjort mod svenske Malmø FF

Mikkel Ringgaard Jensen — 17.11.2022 16:43

Det endte uden vinder, da flere reserver fik muligheden for at vise deres kvaliteter frem. Malmøs unge hold gav kamp til stregen.

På en råkold og blæsende torsdag eftermiddag tog Randers FC imod Malmø FF hjemme på Cepheus Park. Den svenske storklub er vores naboers mest vindende, så det er ikke et hvilket som helst mandskab, der havde taget turen til Kronjylland. Flere af Thomas Thomasbergs normale startere var ikke til disposition, så de fremmødte fans fik lov at opleve et par af de normale reserver og ungdomsspillere.

De første optræk til chancer

Første store chance faldt til hjemmeholdet. Tosin Kehinde spillede flot Mikkel M. Pedersen fri i højre side, hvorefter midtbanespilleren fandt Stephen Odey i feltet, men nigerianeren knaldede bolden lige forbi stolpen. Gæsterne havde et frisparksforsøg snært forbi mål, og Randers FC fik også en lille chance til Mustapha Ubandoma.

Næste store chance i kampen faldt til Oliver Bjerrum efter 32 minutter. Tosin Kehinde kom igennem, og han lagde bolden ind til en fremadstormende Bjerrum, som satte hovedet på, men lige forbi mål. Også Mustapha Ubandoma havde et par afslutninger, men de gik begge over mål. Malmø havde en mindre afslutning fra lang afstand, som landede oven i målnettet. Mere fik vi ikke i denne første halvleg, og så gik vi til pause med 0-0.

Så kom der mål

Anden halvleg startede stille, og først efter 54 minutter kom halvlegens første chance. Mikkel M. Pedersen modtog bolden på kanten af feltet og afsluttede følt med venstrefoden, men desværre var tværlæggeren i vejen. Det var den til gengæld ikke kort efter for Mikkel Kallesøe. Vestjyden smadrede til bolden med stor præcision, og sendte bolden over i det lange hjørne. 1-0 til Randers FC – 55 minutter spillet.

Desværre holdt føringen ikke længe. Malmø spillede sig igennem til  en afslutning i feltet, som sikkert blev placeret bag Aleksandar Stankovic. Balance i regnskabet efter 63 minutter.

Malmø spillede godt efter udligningen, og gæsternes unge hold pressede på. Efter 82 minutter fik de også føringen. På en returbold i Randers FC-feltet fik en Malmø-spiller samlet op, og han sparkede den ind til 1-2 for gæsterne.

Sen udligning

Randers FC pressede herefter på, og forsøgte at komme tilbage i kampen. Heldigvis fik de fremmødte fans på stadion, et stykke inde i overtiden, den udlignende scoring. Lige omkring feltkanten modtog indskiftede Dion Veliqi bolden, og med lidt hjælp fra en afretning fik han bolden sparket i nettet til 2-2. Det blev også det sidste der skete i kampen, og dermed fik Randers FC et uafgjort resultat at gå på vinterpause med. Assistenttræner Rasmus Bertelsen var glad for matchningen i årets sidste kamp:

- En okay træningskamp, og så er det altid spændende at møde et andet hold end dem vi plejer. Det er jo ikke et mandskab vi har kunne forberede os så meget på, men jeg synes at det var et velspillende ungt Malmø hold, som indbød til at vi kunne komme op og presse dem i perioder, siger Bertelsen og fortsætter:

- I den første time synes jeg at vi dominerer, og vi skal score nogle flere mål, men fører desværre kun med en scoring. Det kan gå hurtigt i fodbold, og det gjorde det i dag med deres mål. Så må vi jagte til sidst og får også det udlignende mål, men vi skal vinde når vi producerer så meget som vi gør i dag, slutter Rasmus Bertelsen.

Kampfakta:

1-0: Mikkel Kallesøe, 55. Minut
1-1: Malmø FF, 63. Minut
1-2: Malmø FF, 82. minut
2-2: Dion Veliqi, 90+2. minut

Startopstilling med ændringer undervejs:

Aleksandar Stankovic - Adam Andersson (Mikkel Kallesøe, 46.), Simon Graves (Jeppe Kudsk, 46.), Mikkel Brund, Björn Kopplin - Mikkel M. Pedersen, Oliver Bjerrum (Nikolaj Krogh, 76.), Villads Westh (Laurits Pedersen, 70) - Tosin Kehinde (Tobias Klysner, 60.), Stephen Odey (Nicolai Brock-Madsen, 60.), Mustapha Ubandoma Isah (Dion Veliqi, 76.)