Bundgaard bombede i EM-kvalifikationen

Mikkel Ringgaard Jensen — 22.09.2022 10:52

Der var fuld spilletid til vores stortalent Filip Bundgaard i den rød-hvide landsholdsdragt onsdag eftermiddag. Kampen endte med en sejr på 3-1 til Danmark.

Randers FC har i denne landsholdspause to mand med på det danske U19-landshold. Både Filip Bundgaard og Mads Enggård er med i truppen, når de danske talenter skal forsøge at sikre en plads ved slutrunden i Malta til sommer. Onsdag spillede holdet deres første af tre kampe i denne landsholdsperiode. Kampen blev spillet i Nord Energi Arena i Hjørring, hvor Randers FC i øvrigt spiller sæsonens første kamp i Pokalturneringen mod Vendsyssel FF. Modstanderen var Georgien.  

Danmark scorede to mål på tre minutter

Filip Bundgaard var med fra start, mens Mads Enggård måtte se til fra bænken i hele opgøret. AaB’s Oliver Ross bragte Danmark foran efter 37 minutters spil, hvor han stangede et hovedstød i mål. Det satte de danske spillere i gang, og allerede tre minutter senere lå bolden igen i det georgiske mål. Efter et boldtab midt på banen endte bolden hos Alexander Lyng, som spillede Filip Bundgaard fri med den georgiske målmand. Danmarks nummer 10 viste overlegen afslutningsteknik, og placerede køligt bolden i det lange hjørne til 2-0. Det var også stillingen ved pausen. 

I anden halvleg bragte det danske hold sig yderligere foran med 3-0 efter 67 minutter. Et flot gennemspillet angreb afsluttes af Gustav Christensen, inden Georgien pyntede på resultatet med et mål til 3-1 kort inden slutfløjt. 

Lang vej til slutrunden

Der venter fortsat to kampe inden spillerne vender hjem til deres klubber. De spilles begge på DS Arena i Hobro. Danmark er udover Georgien i pulje med Montenegro og England.

De bedste to hold, og den bedste treer fra de 13 grupper, går videre til “Elite Round”, der spilles til foråret. U19-slutrunden finder sted fra 3. til 16. juli næste år i Malta, og udover værtsnationen er der syv pladser at spille om i kvalifikationen.   

Danmarks to sidste EM-kvalifikationskampe spilles således:  

Lørdag den 24. september: Danmark – Montenegro  
DS Arena, Hobro – kl. 18:00  

Tirsdag den 27. september: Danmark – England  
DS Arena, Hobro – kl. 14:00

Der er fri adgang for alle til begge kampe på DS Arena i Hobro. Ellers kan de ses live via ungdomslandsholdendes Facebookside her.

Du kan se Filips mål i videoen herunder.

Filip er sponsoreret af UniTechnology