Randers FC skriver kontrakt med Aleksandar Stankovic

Kristian Fredslund — 27.08.2022 11:14

Den 27-årige målmand Aleksandar Stankovic har skrevet kontrakt med Randers FC for resten af året.

I den seneste tid har den 27-årige målmand Aleksandar Stankovic trænet med Randers FC, og det er nu blevet belønnet med en kontrakt gældende for resten af året.

- Efter at vi sagde farvel til Jonas Dakir, har vi ledt efter en dygtig målmand til at fuldende vores målmandstrio på holdet. Aleksandar har vist sig godt frem i den seneste tid, og derfor har vi skrevet kontrakt med ham for resten af året. Nu har han muligheden for at byde sig til, og så evaluerer vi på samarbejdet senere på efteråret, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

Stankovic stammer fra Horsens, hvor han også fik seniordebut i en pokalkamp for AC Horsens i 2013. Han har siden været i flere danske klubber samt norske Brattvag. Han glæder sig til nu at blive en del af et 3F Superliga-setup i Randers.

- Jeg er glad for, at jeg har vist mig så godt frem, at det har udmøntet sig i en kontrakt. Nu glæder jeg mig til at fortsætte træningen i klubben og få vist mig frem for trænerteamet. Der er et rigtigt godt træningsmiljø, som jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig godt i. Der er ingen tvivl om, at der står en stærk målmand forrest i målmandskøen i Patrik Carlgren, men jeg vil byde mig til, når jeg får chancen, siger Aleksandar Stankovic.

Stankovic bliver en del af en målmandstrio, som udover ham selv består af Patrik Carlgren og Alexander Nybo, der trænes af Erik Boye.

Fakta:
Aleksandar Stankovic
Født: 25. maj 1995 (27 år)
Position: Målmand
Tidligere klubber: AC Horsens, Jammerbugt FC, FC Fredericia, Odder, Skive IK, Aarhus Fremad, Brattvag, Middelfart
Personlig sponsor: Scanditek