Randers FC henter Hobro-anfører

Mikkel Jensen — 03.08.2022 08:25

Mikkel “MP” Pedersen vender tilbage til den kronjyske hovedstad efter seks år i Hobro. Den 26-årige centrale midtbanespiller tiltræder på en 3-årig kontrakt.

Som ungdomspiller slog Mikkel “MP” Pedersen pasninger i mange år på anlægget ved Cepheus Park Randers. Han var en af de unge spillere, der ofte trænede med 3F Superliga-holdet og var med i mange reserveligakampe og på træningslejre med førsteholdstruppen. Nu vender han, efter seks år i Hobro, tilbage til Randers FC, hvor han skal øge konkurrencen om pladserne på den centrale midtbane.

- Jeg er virkelig glad for at være tilbage i Randers. Jeg spillede ungdomsfodbold her i mange år, og jeg har rigtig mange gode minder herfra. Da jeg forlod klubben, var det uden at have fået debut på førsteholdet, så jeg glæder mig til endelig at kunne trække den lyseblå trøje over hovedet på Cepheus Park Randers, siger Mikkel "MP” Pedersen og fortsætter:

- Min tid i Hobro har modnet mig som fodboldspiller. Jeg har spillet mange kampe for Hobro de sidste seks år, og jeg har fået en masse erfaring. Jeg har udviklet mig meget de seneste sæsoner, hvor jeg også har været anfører for klubben. Så det er en voksen spiller, der kommer tilbage til Randers og vil bevise sit værd, slutter Mikkel “MP” Pedersen

Mikkel “MP” står noteret for 174 førsteholdskampe for Hobro, hvoraf de 80 er i 3F Superligaen. Han har dermed også spillet under Randers FC-cheftræner Thomas Thomasberg, der var i spidsen for Hobro fra 2017 til 2018.

- Mikkel er opflasket med vores værdier og vores trænere kender ham rigtigt godt fra hans ungdomstid i klubben. Han var en af de dygtige ungdomsspillere, der har været igennem Randers FC’s ungdomshold, men som ikke tog det sidste spring. Vi holder altid øje med de talenter som forlader klubben, og vi har fulgt hans tid i Hobro og været imponeret over hans udvikling. Nogle gange blomstrer spillere i andre miljøer, og den flotte udvikling og de gode præstationer, han har haft i Hobro, gør at vi nu henter Mikkel tilbage til Randers FC, fortæller Randers FC’s sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter:

- I Mikkel får vi en driftssikker tovejsspiller i sin bedste alder. Mikkel kan tage det næste skridt i sin karriere hos os og gå ind og skubbe på konkurrencen om pladserne i Randers FC fra dag et. Han kender klubben, folkene omkring holdet og ved, hvad det kræver at være en del af vores setup. Vi glæder os til at se Mikkel i Randers FC-trøjen, slutter Søren Pedersen.

Mikkel “MP” Pedersen har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2025 og træner første gang med holdet onsdag. Han kan få debut for Randers FC allerede fredag, hvor AC Horsens kommer forbi Cepheus Park Randers.

Hjerteligt velkommen tilbage til Mikkel!

Mikkel kommer til at spille med nummer 12 på ryggen.

Fakta:Mikkel Mejlstrup Pedersen (kaldes for MP)Født: 8. januar 1996Højde: 182 cmPosition: Central midtbaneTidligere klubber: Randers Freja & Hobro IK