Randers FC henter Hugo Andersson i Malmö

Kristan Fredslund Andersen — 29.01.2022 11:59

Forsvarsspilleren Hugo Andersson er ny mand i Randers FC, der har sikret sig den talentfulde svensker på en 3,5-årig aftale.

Der er kommet nyt blod til Randers FC’s midterforsvar, der nu får tilføjet den 23-årige svensker Hugo Andersson, som er hentet hos det svenske mesterhold Malmö FF på en 3,5-årig aftale.- Vi har været på udkig efter en midterforsvarer i et stykke tid, og i Hugo har vi fundet en ung og dygtig en af slagsen, som vi tror, at vi kan udvikle yderligere på. Han er god på bolden og aggressiv i duellerne, og så er han en stor fyr, som er et stærkt våben på standardsituationer. Han har fået godt med spilletid i de seneste sæsoner på forskellige lejeophold, men han er sulten efter at bevise sig i Randers FC. Det er tydeligt at mærke, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.Hugo Andersson har tidligere stiftet bekendtskab med dansk fodbold, da han i sæsonen 20/21 var udlejet fra Malmö FF til Hobro IK i 1. division. Her blev det til 33 kampe og 6 mål for den 196 centimeter høje midterforsvarer, som efterfølgende blev udlejet til IFK Värnamo i den næstbedste række, som han i efteråret var med til at rykke op i Allsvenskan. Han glæder sig til et nyt og mere permanent kapitel i Randers.- Det føles rigtig godt at have skrevet under med Randers FC. Fra jeg hørte om klubbens interesse, gik det stærkt. Jeg synes, det er en rigtig god mulighed for mig. Det er en god klub, som har haft meget fremgang på kort tid. Så det føles helt rigtigt for mig, fortæller Hugo Andersson, der har et godt kendskab til Randers FC.

- Jeg kender en del til klubben, da jeg har spillet sammen med tidligere Randers FC-spillere i min tid i Hobro. Eksempelvis Jonas Damborg. Så jeg har hørt gode ting om klubben, og jeg har set holdets stærke resultater i den seneste tid med bl.a. pokalfinalen og kampe i Europa League og Conference League. Jeg ser frem til at spille for Randers FC. Det bliver virkelig spændende, siger Hugo Andersson. Hugo Andersson får trøjenummer 5 i Randers FC.

Fakta:
Hugo Andersson
Født: 1. januar 1999 (23 år)
Højde: 196 cm
Tidligere klubber: Malmö FF, Trelleborgs FF (lån), Hobro IK (lån), IFK Värnamo (lån).
Landskampe: 41 ungdomslandskampe for Sverige.