Mattias Andersson prøvetræner i Randers FC

Martin Albrechtsen — 24.01.2022 12:18

Randers FC er i gang med at finde Erik Marxens erstatning, og det kunne meget vel blive svenske Mattias Andersson, som prøvetræner i det kronjyske i indeværende uge.

Man kunne spotte to nye ansigter til dagens træning blandt Randers FC-spillerne. Udover hjemvendte Alexander Nybo kunne man nemlig se svenske Mattias Andersson, som prøvetræner hos Randers FC i denne uge.

23-årige Andersson, som er midterforsvarer hos FC Sion i den schweiziske superliga, bliver i denne uge set an som en mulig erstatning for Erik Marxen, der blev solgt til FC Nordsjælland kort før jul.

Mattias Andersson har et spændende cv med bl.a. Juventus som tidligere klub. Han blev solgt fra Malmö FF til den italienske storklub i sommeren 2016.

- Det er jo en spiller som tidligere i sin karriere har været på nogle store adresser. Mattias er selvfølgelig et stort talent, men har også haft nogle skadesmæssige udfordringer. Vi er nysgerrige på ham, men også grundige i forhold til at se ham an inden, at vi går videre. Mattias er i den kabale, hvor vi skal have fundet en erstatning for Erik. Det er meningen, at han skal være her i den her uge, og så tager vi en beslutning, lyder det fra sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Mattias Andersson har kontraktudløb med FC Sion til sommer.