Frederik Lauenborg forlænger til 2025

Kristian Fredslund Andersen — 10.11.2021 12:00

24-årige Frederik Lauenborg har skrevet under på en ny 3-årig aftale med Randers FC gældende fra sommeren 2022.

Frederik Lauenborg fik sin Superliga-debut tilbage i august 2017, og siden har den dygtige midtbanespiller udviklet sig til at blive en vigtig spiller for Randers FC.- Frederik har udviklet sig fra at være et talent til at være en etableret Superliga-spiller, og vi så senest hans betydning for holdet i søndags mod AaB, hvor han tog ansvar og var med til at få vendt kampen rundt. Han er et godt eksempel på, hvad vi kalder Randers FC-DNA. Han har stor betydning både på og uden for banen og er et godt forbillede for de unge mennesker, der kommer op igennem vores talentrækker, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.Lauenborg, der i søndags spillede sin kamp nummer 126 for Randers FC, er glad for at den nye aftale er faldet på plads.- Klubben og jeg personligt har taget nogle rigtig spændende skridt det sidste år, og det er fedt at være en del af en klub, hvor det hele bare spiller, som det gør i øjeblikket. På banen føler jeg, at jeg har en vigtig rolle og tager ansvar, hvilket jeg i høj grad også gør uden for banen. Som en af klubbens egenudviklede spillere vil jeg gerne tage et stort ansvar for, at der er et godt sammenhold i truppen, og det er der i den grad, fortæller Frederik Lauenborg.Lauenborg har store forventninger til sig selv og holdet i fremtiden.- Vi er et rigtigt godt sted lige nu, og den udvikling skal vi fastholde og bygge på. Der er kamp om pladserne, og det er fedt, for konkurrencen gør os endnu skarpere og vi lærer samtidig meget af hinanden. Jeg vil gerne kæmpe for, at klubben kommer i Europa endnu en sæson, så det er helt klart noget, jeg går efter. Personligt vil jeg gerne bygge mere på mit offensive spil, så jeg bliver en mere dynamisk spiller. Jeg føler, at hvis jeg skal udvikle og forbedre mig mest muligt, så er det i Randers, da faciliteterne er i top, og det er en klub og træner som tror på mig. Jeg kommer i hvert fald til at knokle endnu hårdere for at bevise mit værd og udvikle mig til en mere dynamisk og spændende spiller, siger Lauenborg.

Fakta:

Frederik LauenborgFødt: 18. maj 1997Højde: 181 cm126 kampe og 2 mål for Randers FC10 U-landskampe (U17-U20)Tidligere klubber: Vejlby IK, IK Skovbakken, Randers Freja

Frederik Lauenborg har gået på Randers Realskole/Elitesportscollege fra 7. - 10- klasse og Tradium/Elitesportscollege på handelsgymnasiet. 

Frederik Lauenborg er personligt sponsoreret af Haugaards Murerforretning