”Wauv – det her er mit arbejde”

I en ny serie – holdet bag holdet – går vi tæt på nogle af de medarbejdere i Randers FC, der ikke har fodboldstøvler på…

I Randers FC er det – ligesom i alle andre fodboldklubber – spillerne, trænerne og sportschefen m.v., der er ansigtet udadtil. Det er dem, fansene hepper på, medierne skriver om og TV-kanalerne bruger sendetid på, ligesom det er dem, der sørger for at forsyne os med den ugentlige dosis af enten skuffelse, frustration, glæde eller eufori. Men en fodboldklub er meget mere end dem, og vi vil her i kampprogrammet gå tæt på nogle af de medarbejdere, der hver dag, hver uge, hver måned, hele året rundt, knokler for at få tingene til at fungere i Randers FC. Vi starter med Michael Møller Højfeldt, IT- og billetkoordinator.

Det er efterhånden tre år siden, at Randers FC præsenterede en stor ”sommer-signing”, da man hentede Michael Møller Højfeldt i Viborg Håndboldklub. På det tidspunkt havde den succesfulde håndboldklub kørt nogle år med det billetsystem, som Randers FC også havde implementeret. Via systemudbyderen kom Randers FC i kontakt med Michael – i første omgang for at få lidt råd og hjælp – men det udviklede sig til et permanent skifte, og den 1. september 2015 blev den grønne håndbold udskiftet med den lyseblå fodbold.

– Det var det helt rigtige tidspunkt at skifte. Jeg havde været i Viborg Håndboldklub i syv år og trængte meget til nye udfordringer. Så da jeg fik tilbuddet fra Randers FC, der er min favoritklub, var jeg overhovedet ikke i tvivl, fortæller Michael, der dog samtidig røber, at han i håndbold stadig holder med Viborg HK – også selvom der jo er en håndboldklub i Randers. I fodbold er der selvfølgelig kun én klub.

Samspillet med de frivillige
I Randers FC har Michael ansvaret for billetsystemet, ligesom han er klubbens IT-mand. Det betyder også, at han har ansvaret for cirka halvdelen af de omtrent 120 frivillige, der på kampdage knokler for at give publikum en god oplevelse på stadion. Michael har ansvaret for de frivillige, der har med indgang, billethåndtering og pladshenvisning at gøre.

– Jeg er på alle måder rigtig glad for mit job og mine kolleger i Randers FC, men samspillet med de mange frivillige på kampdage er altid noget helt særligt. De yder en kæmpe indsats, drevet af ren interesse og passion for klubben, og det er fantastisk at samarbejde med dem, fortæller Michael, der, inden han kom ind i underholdningsindustrien, var overkonstabel i militæret, godt nok med en placering i IT-afdelingen. Senere nåede han også omkring to IT-konsulentfirmaer, inden han havnede i Viborg HK.

– Det er 10 år siden, at jeg startede med at arbejde i sportens verden, og det er et privilegie. Nogle gange kan jeg tage mig selv i at sidde og kigge ud over vores fantastiske stadion og bare tænke: ”Wauv – det her er mit arbejde”.

Arkitekt bag ny abonnementsordning
– Når vi taber eller er inde en dårlig periode, kan det selvfølgelig godt være lidt hårdt. For mens andre kan gå på arbejde og tænke på noget andet, så er det jo en del af dit arbejde, fortæller Michael, der også har været hovedarkitekten bag et helt nyt billetinitiativ i Randers FC, nemlig en abonnementsordning, hvor man for ned til bare 79 kroner om måneden kan komme ind og se alle Randers FC’s hjemmekampe.

– Ja, det er et nyt og spændende initiativ, som vi forventer os meget af. Kort fortalt bliver man fri for at betale et større beløb én gang om året, som man jo plejer, når sæsonskortet skal fornyes.

Idéen med abonnementsordningen er, at du ganske enkelt tilmelder dig, hvorefter du kan komme til kampene indtil den dag, du framelder dig igen. Og din pris er yderst attraktiv, startende med kun 79 kroner om måneden. Udover adgang til Randers FCs kampe får du også en række andre fordele som eksempelvis to ekstra fribilletter, en særlig indgang og et par årlige arrangementer, og er du forhindret, kan du videregive pladsen til en anden. Så massevis af fordele til små penge!

– Vi lancerede ordningen for en måneds tid siden, og det har været en succes. På den her tid af året plejer det at være minimalt, hvad vi sælger af nye sæsonkort, men efterspørgslen på de nye abonnementsordninger er gået over al forventning, fortæller Michael.

Skade stoppede egen fodboldkarriere
Michael er 42 år og bor i Viborg med hustruen Susanne. Fodboldmæssigt har Michael tidligere slået sine folder på Kristrup Boldklubs serie-5 hold i fodbold. En fodboldkarriere, der senere toppede med serie-3-bold i Bruunshåb-Tapdrup (ved Viborg), inden en tredje korsbåndsskade overbeviste Michael om, at skulle han gøre karriere i en fodboldklub, måtte det blive i en anden funktion end på grønsværen.

Så mens vi lader Saba, Riis og Stokke om målene, og Bager, Marxen og Thomsen om tacklinger og clearinger – lader vi Michael styre det med billetter og IT… Tak for det.

Denne artikel er publiceret i kampprogrammet til kampen den 11. november mod FC Nordsjælland – og er skrevet af Jesper Bøss fra Kommari’et.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Kristian Fredslund, Randers FC