Vigtig sejr efter hæsblæsende afslutning

Efter to nederlag i streg skulle Randers FC forsøge at rejse sig, da Lyngby BK kom på besøg på Cepheus Park Randers i 3F Superligaens 15. spillerunde. Randers FC var fortsat uden topscorer Saba Lobjanidze, men tilgengæld fik målmand Jonas Dakir hjemmebanedebut i 3F Superligaen. Det var en regnfuld søndag middag, så Randers FC skulle forsøge at skabe lyspunkterne.

Det var en meget blandet start fra begge hold i de første 10 minutter, dog var det et Randers FC-mandskab som var mest på bolden, og det viste sig også efter fem minutter. Her kom angriber Emil Riis frem til et langskud efter et par gode træk, men desværre endte bolden over mål. Kampen fortsatte meget jævnbyrdigt med chancer i begge ender. Efter 16 minutter var Lyngby BK tæt på at bringe foran med 1-0, men Nicolai Geertsen måtte se sit hovedstød gå i sidenettet efter et ellers flot sparket frispark, som grundlagde chancen. Både Randers FCs Frederik Lauenborg og Lyngby BKs Rezan Corlu fik sendt langskud afsted, men begge skud endte ved siden af mål.

Chancerne kulminerede da Randers FCs Alhaji Kamara kunne score sit andet sæsonmål, da han satte hovedet på et flot Marvin Egho-indlæg, og dermed kunne bringe Randers FC på 1-0. 10 minutter senere var Lyngby BK tæt på, da André Riel fandt Marcel Rømer, hvis skud blev blokeret. Mere skete der ikke i 1. halvleg, og dermed kunne Randers FC gå til pause foran med 1-0.

Anden Halvleg startede med et brag. Inden for de første seks minutter havde Lyngby BK sendt et forsøg afsted mod Jonas Dakir, men bolden blev reddet. i Samme minut var det Emil Riis’ tur, men bolden røg i sidenettet. Blot sekunder senere fik Kevin Conboy erobret bolden, dernæst kunne Emil Riis spille Mikkel Kallesøe helt fri, og han takkede for buddet og bragte Randers FC foran med 2-0. De næste 20 minutter indholdt chancer i begge ender, hvor Randers FC var tæt på at bringe sig på 3-0, men ind ville bolden ikke. Desværre endte bolden i Randers FC nettet få minutter efter. Indskiftede Emilio Simonsen reducerede til 2-1 efter en assist fra den tidligere Randers FC-spiller Kasper Enghardt.

Så startede der et Lyngby BK-pres. Det var et Lyngby BK-hold som kom mest bolden og var farligst, men syv minutter før tid skulle Mikkel Kallesøe have bragt Randers FC foran med 3-1, men han brændte den store mulighed. Få minutter senere var Lyngby BKs André Riel meget tæt på at udligne, da hans langskudforsøg prællede af på stolpen. Der var gang i den til sidst. Efter en kontra skulle Bjørn Kopplin også have bragt Randers FC foran med 3-1, men hans forsøg sneg sig lige uden om stolpen. Mere skete der heldigvis ikke i en hæsblæsende afslutning med store chancer i hver ende, og mange gule kort. Dermed kunne Randers FC fejre en 2-1-sejr over Lyngby BK.

HUSK: Der er kamp hjemme på Cepheus Park Randers igen allerede fredag den 8. november 2019 mod AaB. Kampen er klokken 19.00.

Startopstillingen med ændringer:
Jonas Dakir – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen (79. Mathias Nielsen), Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, André Rømer, Frederik Lauenborg, Marvin Egho – Emil Riis (85. Vito Hammershøy-Mistrati), Alhaji Kamara (45. Johnny Thomsen)

Dagens kampsponsor: Attenzione

Dagens tilskuertal: 2909

Kampens spiller: Jonas Dakir (valgt af fansene via Randers FC-app’en)

Advarsler: 
Alhaji Kamara (Randers FC)
Kasper Enghardt (Lyngby BK)
Simon Piesinger (Randers FC)
André Rømer (Randers FC)
Frederik Winther (Lyngby BK)
Emilio Simonsen (Lyngby BK)
Bjørn Kopplin (Randers FC)

Skrevet af: Oliver Maltha
Foto: Getty