Randers FC-sejrshattrick efter hård kamp mod AC Horsens

Det blev til et sejrshattrick for Randers FC’s vedkommende i 3F Superligaen, da AC Horsens blev besejret 2-1 mandag aften på Cepheus Park Randers.

I 3F Superligaens 10. spillerunde tog Randers FC imod AC Horsens hjemme på Cepheus Park Randers. Randers FC skulle forsøge at hente den tredje sejr på stribe, og forsøge at fortsætte den flotte målscoring efter kampen mod Esbjerg.

Det startede afventende fra begge mandskaber, og det var småt med chancer i kampens indledning.

Efter 13 minutters spil bragte AC Horsens sig foran så 0-1. Målet kom – selvfølgelig fristes man til at sige – efter en dødbold. Et langt indkast blev ikke clearet langt nok væk og så endte bolden foran forsvarsspilleren Alexander Ludwig, der fladt sendte bolden imellem venner og fjender og i mål.

Det tog pusten lidt af Randers FC, der overlod lidt for meget af spillet til gæsterne. Efter 22 minutters spil ville Randers FC’s offensive profil Saba Lobjanidze det anderledes. Han orkestrerede smukt et angreb ved at sætte drev i bolden, sende den ud til Mikkel Kallesøe på kanten, og så ellers løbe i feltet, hvor han modtog Kallesøes flade indlæg med en hård inderside og sendte bolden i kassen.

Blot et par minutter senere kom Randers FC på tavlen igen. Et hjørnespark fra Saba Lobjanidze endte i panden på André Rømer, som headede den ind på Ayo Simon Okosun og i mål. 2-1 til Randers FC.

Minuttet senere kunne der have stået 2-2, men Malthe Kiilerich sparkede bolden over mål fra kanten af det lille felt efter et indlæg fra venstre side.

Saba Lobjanidze var i hopla og en lækker yderside-aflevering fra højre side var tæt på at finde Mikkel Kallesøe i feltet tæt under mål. Bolden hoppede dog forbi Kallesøe og til målspark.

Randers FC kunne gå til pause foran 2-1.

Anden halvleg startede med AC Horsens i teten. Gæsterne havde mere og mere boldbesiddelse og var klart farligst i anden halvlegs første kvarter, hvor Randers FC til gengæld måtte kæmpe hårdt for at holde stand. Især indlæggene fra siderne voldte hjemmeholdet problemer.

Efter 67 minutters spil var AC Horsens tæt på at udligne, men Randers FC fik afvist. Det omvendte scenario udspillede sig så minuttet efter, hvor en hård Saba Lobjanidze-tværpasning var ved at nå frem til Marvin Egho, men AC Horsens-keeperen fik fingrene på bolden, så den ændrede retning. En kaotisk periode med masser af uro i begge ender.

Med 13 minutter igen kunne Randers FC have lukket kampen, da Saba Lobjanidze blev sendt afsted i venstre side. Georgierens flade indlæg kom dog en kende for sent, og både Vito Hammershøy-Mistrati og Marvin Egho kunne ikke komme på ordentligt skudhold.

Med to minutter igen fik Randers FC lidt bedre arbejdsbetingelser, da Jannik Pohl fik sit andet gule kort og dermed rødt kort.

Nerverne sad uden på tøjet det sidste kvarter. Det var et AC Horsens-hold som gerne ville fra Randers med et point, men det lykkedes heldigvis ikke. Dermed kunne Randers FC fejre den tredje sejr på stribe i 3F Superligaen.

Næste hjemmekamp er lokalbraget mod AGF søndag d. 6. oktober klokken 16.00 – det bliver en brag af en kamp, så kom og støt drengene med at slå de hviie’. Inden da venter der en pokalkamp torsdag i Roskilde og en 3F Superligakamp i Aalborg søndag.

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, André Rømer, Frederik Lauenborg (66. Vito Hammershøy-Mistrati), Saba Lobjanidze (84. Johnny Thomsen) – Marvin Egho, Emil Riis (46. Kasper Høgh)

Gule kort: Simon Piesinger (Randers FC), Jannik Pohl (AC Horsens), André Rømer (Randers FC)
Rødt kort: Jannik Pohl (AC Horsens – 2xgult)
Kampens tilskuertal: 3379
Kampens spiller: Saba Lobjanidze (valgt af fansene via Randers FC-app’en)
Dagens kampsponsor: Systemcenter Randers

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images