Vi har en pligt til at lave socialt arbejde!

JobTour 2016 & 2017, Talents of Tomorrow, IGU, Kulturvitaminer, ‘Målet er Sundhed’, farveblindhed med mange flere. Listen er lang, når Randers FC’s CSR-projekter og initiativer skal listes over igangværende projekter – og den er lige så lang, når det gælder de idéer, som klubben har i ’pipelinen’ som kommende projekter.

– Vi føler, at vi som fodboldklub har en social og samfundsmæssig forpligtigelse til at være en aktiv klub, der med fodbolden som katalysator kan hjælpe med til at gøre tilværelsen meget bedre for en lang række mennesker. Ikke kun økonomisk gennem støtte fra Randers FC Fonden, men også gennem de mange CSR-projekter, der primært retter sig mod beskæftigelse, social inklusion, fællesskab og sundhed.

– Vi har vist, at vi kan og gerne vil påtage os et socialt ansvar. Vi har gang i en række spændende projekter, der stort set alle udføres i et samarbejde med Randers Kommune. Et samarbejde der er en væsentlig faktor for, at vi i det hele taget er i stand til køre disse projekter.

– Med vores medlemskab af EFDN har vi også skabt os et pænt stort navn ude i Europa, når det drejer sig om CSR. Vi har fået et kæmpe netværk af ligesindede europæiske fodboldklubber, og pludselig ser vi os selv involveret i spændende forskningsprojekter med for eksempel Oxford University. Randers FC er i den grad blevet til ’more than football’, fortæller Randers FC’s administrerende direktør, Henrik Jørgensen.

Randers FCs CSR-eventyr begyndte i 2016 med cykelprojektet JobTour, hvor 13 aktivitetsparate unge mennesker blev mentalt og fysisk trænet op til at kunne cykle fra Randers til toppen af det legendariske cykelbjerg, Alpe d’Huez. Klik her for at få det fulde overblik over Randers FC’s CSR projekter – via samme link kan du også downloade de CSR Årbøger, der siden 2017 har beskrevet Randers FC’s mange initiativer på området.

Skrevet af: Ib Rasmussen