Velkommen til Lauridsen – farvel til Conboy

Randers FC og Esbjerg fB har ”byttet” venstre backs. Jesper Lauridsen er ny mand i Randers FC-trøjen, mens Kevin Conboy tager vestpå.

Der kommer nyt blod i Randers FC-omklædningsrummet, da 28-årige Jesper Lauridsen skifter det vestjyske ud med det kronjyske.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Randers FC, som for mig altid har virket som en god, solid og ikke mindst hårdtarbejdende klub med et spændende potentiale. Klubbens værdier går virkelig godt i spænd med de dyder, jeg står for, og jeg ser frem til at bidrage både på og uden for banen. Vi går et spændende forår i møde, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det bliver til en plads i Top 6, fortæller Jesper Lauridsen, der har skrevet under på en 3,5-årig kontrakt med Randers FC.

Jesper Lauridsen har spillet 19 ud af 20 kampe i efterårssæsonen for Esbjerg fB og har i alt 148 Superliga-kampe for FC Midtjylland og Esbjerg fB under bæltet. Så det er en spiller med god erfaring og et højt niveau, som kommer til Randers.

– Jesper er en virkelig dygtig og ambitiøs spiller, som har en masse erfaring, men stadig er sulten efter at spille fodbold. Han er i sin bedste fodboldalder og passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på og så besidder han de værdier, som Randers FC også står for. Vi er virkelig glade for, at Jesper kommer til Randers og glæder os til samarbejdet, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen om Jesper Lauridsen, der kan få uofficiel debut i fredagens træningskamp mod Fredericia på udebane.

I samme ombæring bliver det til gengæld til afsked med Kevin Conboy, der efter 63 kampe og 4 mål i Randers FC-trøjen skifter tilbage til der, hvor det hele startede – nemlig til Esbjerg fB.

– Jeg har haft det fantastisk i Randers FC, der virkelig har været en god klub for mig både som spiller og som person. Jeg har virkelig nydt at være i klubben såvel på som uden for banen. Den store opbakning jeg har fået i en turbulent periode af mit liv, sætter jeg virkelig stor pris på. Randers FC er kommet til at betyde vanvittigt meget for mig, og det har ikke været en nem beslutning at skulle tage afsked med klubben. Jeg ønsker alle omkring Randers FC alt det bedste fremover, lyder det fra 32-årige Kevin Conboy, der kom til Randers FC i 2017 efter seks år i hollandsk fodbold.

For sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen er det vemodigt at tage afsked med Kevin Conboy, der med skiftet kommer tættere på familien, der bor i det vestjyske.

– Vi har virkelig været glade for at have Kevin i klubben. Han er en dygtig spiller, der med sin ro og rutine har været en meget vigtig spiller for Randers FC de sidste par år. At Kevin har kunnet præstere på så højt niveau, samtidig med den megen uro uden for banen, kan jeg kun tage hatten af for, og det er meget godt udtryk for hans store professionalisme og personlighed. Vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden, siger Søren Pedersen.

Fakta:
Jesper Lauridsen

Født: 27. marts 1991 (28 år)

Position: Venstre back
Højde: 1,80 m
Fra Lind ved Herning

Tidligere klubber: 
FC Midtjylland – 63 kampe (3 mål, 5 assist)
Hobro IK – 27 kampe (1 mål)
Esbjerg fB – 85 kampe (13 assist)

Landskampe:
Danmark U21 – 6 kampe
Danmark U20 – 4 kampe (2 mål)
Danmark U19 – 2 kampe

Skrevet af: Kristian Fredslund