Ungt Randers FC-mandskab spillede 2-2 i Kolding

Det endte 2-2 i opstartens tredje træningskamp, hvor Tobias Klysner og Bassala Sambou kom på scoringstavlen for Randers FC.

Forårspremieren den 2. februar mod AC Horsens nærmer sig med hastige skridt, og Randers FC er i fuld gang med forberedelserne. Fredag eftermiddag gjaldt det en træningskamp mod 1. divisionsholdet Kolding IF på udebane.

Da Randers FC havde været i aktion blot to dage forinden, var det derfor en blanding af 3F Superliga-spillere og unge talenter, som udgjorde holdet på en vindblæst kunstgræsbane i Kolding. Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger og André Rømer var nogle af de profiler, der var med fra start.

De måtte halvvejs i 1. halvleg se Kolding IF bringe sig foran 1-o efter et hjørnespark på mål af Marcus Gudmann.

Den føring blev dog udlignet 10 minutter senere, da Simon Piesinger sendte en bold afsted mod Tobias Klysner, som han behandlede elegant og lobbede i en meget høj bue over Koldings keeper. Det lignede meget, at bolden ville gå over mål, men ind gik den (måske med lidt hjælp fra modvinden)

Efter 38 minutters spil bragte Bassala Sambou Randers FC, da han modtog en lækker bold i højre side af feltet og bankede bolden resolut ind.

Randers FC sad på spillet i det meste af kampen og holdt hjemmeholdet godt fra fadet i det meste af kampen. Efter lidt over en times spil fik Kolding IF dog udlignet, da Denis Fazlagic sikkert omsatte et straffespark, begået af Mikkel Brund, til mål.

Mere blev der ikke scoret i kampen, hvor Randers FC var tættest på at vinde med et par gode muligheder til U19-angriberen Laurs Skjellerup.

En fin kamp, hvor en masse unge talenter kom i aktion. Næste test er på tirsdag mod OB.

Startopstilling med ændringer undervejs:

Jonas Dakir – Mikkel Kallesøe (46. Björn Kopplin), Simon Piesinger (62. Simon Graves), Mikkel Brund (85. Jeppe Kudsk), Oliver Bundgaard Kristensen – Tobias Klysner, André Rømer, Issah Salou (65. Mads Enggård), Nikola Mileusnic (62. Laurs Skjellerup) – Bassala Sambou (70. Oliver Bjerrum Jensen), Filip Bundgaard (70. Karl Dreier Leth)

Skrevet af: Kristian Fredslund