U19 måtte nøjes med 3-3 i sæsonpremieren

Lørdag eftermiddag tog Randers Freja FC’s U19-hold hul på den nye sæson i U19 Drenge Ligaen. Sæsonpremieren skulle udkæmpes i Aalborg, hvor AaB tog imod de randrusianske U19-drenge.

Og noget kunne tyde på, at talenterne havde glædet sig til at vise sig frem på grønsværen igen, da der blev scoret hele fem mål i en aldeles medrivende 1. halvleg. Karl Dreier Leth bragte det kronjyske U19-hold foran efter bare fire minutter, da han scorede et utroligt flot langskudsmål. Christian Wagner fik udlignet for AaB i det. 13. spilleminut, inden Oliver Holm Schmidt på ny bragte Randers Freja FC i front efter et hjørnespark i det 34. minut. U19-drengene var generelt farlige på hjørnespark i dagens kamp, hvor det nemt kunne være blevet til flere mål efter hjørnespark. Føringen holdt dog ikke længe, da Christian Wagner bare minuttet efter på ny udlignede for nordjyderne. Karl Leth ville det dog anderledes, da han i det 41. minut, efter at have læst spillet på intelligent vis, brød AaB’s opspil, hvorefter han havde frit løb ned mod AaB’s målmand. Leth svigtede ikke, afsluttede klinisk og skød de randrusianske U19-drenge til pause med en føring på 2-3.

2. halvleg startede med at være jævnbyrdig, men i de sidste 20 minutter blev U19-drengene trykket baglæns. Trods god kronjysk fight fik AaB desværre udlignet tre minutter inde i overtiden, hvorfor sæsonpremieren sluttede 3-3 i Aalborg til stor ærgerlse for cheftræner Hans Paarup, der står i spidsen for U19-ligaholdet.

– Det er et skuffende resultat. Vi mistede to point idag. Spillemæssigt var vi ikke nødvendigvis det bedste hold, men vi var det farligste hold. Vi skabte flest chancer og ramte stolpen to gange. På den baggrund er det skuffende, når man føler, at man skulle have ført med 2-4 på det tidspunkt. Og så er det bare altid træls, når modstanderen udligner dybt inde i overtiden, fortæller Hans Paarup og fortsætter:

– De to første mål imod os er på baggrund af personlige fejl. Dem skal vi nedbringe. Vi skal blive skarpere foran mål og måske i lidt bedre form. Jeg vil også gerne, at vi spiller mere dybt. Mit indtryk er dog, at vi ligner et rigtigt Randers-hold igennem det meste af kampen, udtaler Hans Paarup.

Næste opgave for U19-ligaholdet er søndag den 16. august ude mod Vejle Boldklub kl. 10:30.

Kampfakta:
AaB – Randers Freja FC 3-3 
0-1 Karl Dreier Leth (4.)
1-1 Christian Wagner (13.)
1-2 Oliver Holm Schmidt (34.)
2-2 Christian Wagner (35.)
2-3 Karl Dreier Leth (41.)
3-3 Daniel Skovgaard Mortensen (93.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Langballe – Viktor Frandsen, Mikkel Brund, Oliver Holm Schmidt, Aske Adelgaard – Karl Leth (79. Phillip Riewerts), Christoffer Petersen, Andreas Pisani, Frederik Pedersen – Oliver Bjerrum Jensen (69. Jeppe Kudsk), Laurs Skjellerup (45. Marcus Wærn Kristensen).

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen