U17 tabte til F.C. København i forårspremiere

Det blev et nederlag i første runde af forårssæsonen for Randers Freja FC’s U17-mandskab, der hjemmetabte 1-3 til F.C. København.

Kampbilledet i første halvleg var, at FCK var mest på bolden, men med et Randers-hold i defensiv kontrol. Randers-defensiven styrede styrede, hvor gæsterne skulle spille bolden hen, så der var ikke fare på færde for alvor i første halvleg.

Fremad i banen blev der spillet på omstillinger, og det gav pote efter 29 minutter, da bolden blev erobret centralt og Frederik Jørgensen herefter spillede Laurs Skjellerup fri. Angriberen svigtede ikke og gjorde det til 1-0.

Den føring holdt indtil overtiden i første halvleg, hvor FCK udlignede med et drømmemål fra distancen.

I anden halvleg overtog FCK mere og mere styringen, og Randers-spillerne blev drænet energimæssigt af at have for lange perioder uden at have bolden. Det udmøntede sig efter 59 minutter til et føringsmål til gæsterne efter en ripost i feltet.

Selvom kræfterne ikke var til et kollektivt modsvar, så fik Randers-offensiven skabt et par gode muligheder på dødbolde, men fik ikke scoret yderligere i kampen.
Det gjorde FCK til gengæld, da en Randers-satsning gav plads den anden vej, og de lukkede kampen i det 85 .minut til 1-3.

– Jeg er meget godt tilfreds med det kollektive udtryk specielt i første halvleg, hvor vi var i god kontrol. Deres sene scoring i første halvleg tog lidt af den gode fornemmelse, vi var på vej til pause med. Det tog dog ikke modet fra os, men gav FCK momentum fra anden halvlegs start. I anden halvleg havde vi ikke samme bid i det defensive arbejde og fik ikke truet FCK nok den anden vej, hvilket gjorde vi blev drænet for kræfter i FCK’s tålmodige boldomgang. Vi skal arbejde med at udvikle spillet på bolden til de kommende kampe for at kunne give os selv bedre betingelser, siger Randers Freja FC’s U17-træner Michael Ravn.

Skrevet af: Kristian Fredslund