U17 sikrede sejr på rå viljestyrke

Lørdag drog Randers Freja FC’s U17-ligahold nordpå, hvor sæsonens første kamp skulle udkæmpes mod AaB. Sæsonpremieren bød på en spændende kamp, hvor de randrusianske U17-drenge sendte 3 flotte mål i nettet og hev en sejr hjem til Kronjylland.

AaB kom bedst fra start i den første periode af 1. halvleg, hvor det nordjyske hold satte et højt tempo i den danske sommer varme. Her kom Randers Freja FC en smule bagud og fik ikke modstået AaB’s tryk. Det betød desværre, at det kronjyske U17-hold måtte se bolden gå i eget net i det 28. spilleminut efter et hjørnespark til AaB. Der skulle dog mere til at slå de randrusianske drenge ud, og i anden periode af 1. halvleg lykkedes de med mere af deres spil. U17-drengene satte sig efterhånden mere på spillet og fik kreeret nogle gode kombinationer. Dog havde de en smule problemer med deres genpres og måtte derfor gå til pause bagud 1-0.

Randers Freja FC kom stærkt ud fra pausen, og allerede med 1 minut spillet i 2. halvleg udlignede Dion Veliqi til 1-1. Der gik dog ikke mange minutter, før AaB igen sendte bolden i nettet og kom foran 2-1.

– Nikolaj Krogh Andreassen og Jakob Fryd blev skiftet ind, efter vi kom bagud 2-1. De kom ind med nogle rigtig gode indhop og satte deres præg på kampen, fortæller cheftræner Michael Ravn.

Det kronjyske U17-hold fandt en rå viljestyrke frem efter at være bagud for anden gang i kampen. De blev stærke på bolden og fandt takterne, således at de kunne fastholde et godt pres mod AaB. Det resulterede i solide muligheder og yderligere 2 mål til randrusianerne, begge scoret af Filip Bundgaard Kristensen med assists fra Mads Enggård og Nikolaj Krogh Andreassen. På trods af et rimeligt tryk på dødbolde fra AaB formåede Randers Freja FC at holde AaB fra flere chancer frem til slutfløjt. Kampen endte dermed 2-3 til gæsterne fra Randers, og cheftræner Michael Ravn har kun postitive ord tilovers for de unge drenge.

– Gennem kampen udviste drengene en stærk viljestyrke og krigervilje, som gjorde, at selvom vi kom bagud to gange, så kom vi tilbage igen. Vi fik vist nogle rigtig gode kompetencer i vores spil og et godt sammenhold. Nu skal vi arbejde stenhårdt i næste uge frem mod Vejle kampen og udvikle os så meget, som vi kan, fortæller Michael Ravn.

Randers Freja FC’s U17-ligahold skal igen i aktion lørdag d. 15. august kl. 19.15 ude mod Vejle Boldklub.

Kampfakta:
AaB – Randers Freja FC 2-3 
1-0 Oliver Ross
1-1 Dion Veliqi
2-1 Oliver Ross
2-2 Filip Bundgaard Kristensen (assist Mads Enggård)
2-3 Filip Bundgaard Kristensen (assist Nikolaj Krogh Andreassen)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jeppe Øris, Jacob Forsingdal, Christian Erbo Østergaard, Frederik Warrer, Mads Lyderik Christiansen, Mads Enggård, Omer Kaqiu (55. Jakob Fryd), Filip Bundgaard Kristensen, Andreas Villesen Skov (55. Nikolaj Krogh Andreassen), Dion Veliqi, Malik Larsen (83. Oliver Møller Jacobsen)

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen