U17-ligaholdet slog FC Nordsjælland

Det blev til sæsonens første sejr til Randers Freja FC’s U17-ligahold, da de lørdag på hjemmebane besejrede FC Nordsjælland 2-1.

Superliga-holdets assistenttræner Morten Eskesen fik en fremragende debut i spidsen for U17-ligaholdet, da man på hjemmebane slog FC Nordsjælland 2-1. Dermed fik holdet sin første sejr i sjette forsøg og overhaler dermed både SønderjyskE og F.C. København i tabellen.

Kampen startet fint for hjemmeholdet, men en hurtig FC Nordsjælland-omstilling bragte gæsterne foran efter otte minutters spil. Lige inden pausen var der dog ikke meget at juble af for gæsterne, da en af deres spillere blev udvist for upassende sprogbrug.

Hjemmeholdet startede dermed anden halvleg med en mand i overtal, og det gav et klart overtag mod de ellers teknisk- og pasningsstærke nordsjællændere. Randers-spillerne arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne for at få udlignet, men der skulle et flot langskudsmål fra 20-25 meter af anfører Sebastian Beraque Rasmussen til for at få balance i regnskabet knap 20 minutter før tid.

Ti minutter senere kom forløsningen så, da Laurs Skjellerup scorede på hovedstød efter hjørnespark til 2-1, der også blev slutresultatet.

– FC Nordsjælland er et hold med virkelig gode boldspillere, så vi skulle sætte os på dem fysisk og gøre det mere til en kamp på vores præmisser, hvor de ikke kunne få ordentlig plads og tid til at udfolde sig teknisk. Vi kommer lidt ærgerligt bagud, men har fine afslutningsmuligheder i 1. halvleg uden dog at blive helt farlige. Udvisningen til dem gjorde selvfølgelig noget, da vi fik mere plads og tid. Vi pressede godt på, og det gav heldigvis pote til sidst, hvor vi også holder fint stand. De havde ingen chancer i anden halvleg overhovedet, fortæller Morten Eskesen, der naturligvis er glad for den gode start.

– Det er dejligt med en god start, der forhåbentlig også giver spillerne en ekstra tro på tingene. Jeg har haft dygtige folk omkring mig, som har kunnet hjælpe med at sætte holdet og styre træningerne, da jeg ikke har kendt spillerne ordentligt på så kort tid. Så det har været vigtigt, at der har været et godt samarbejde med de øvrige ungdomstrænere, som har givet utrolig god sparring, siger Eskesen.

Næste opgave for U17-ligaholdet bliver lørdag den 3. november, hvor turen går til Silkeborg, hvor rækkens ubesejrede tophold venter.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images