U17 leverer flot comeback mod tophold

Randers Freja FC’s U17-hold stod lørdag eftermiddag over for en svær opgave, da de hjemme på Viborgvej mødte topholdet i U17 Drenge Ligaen, nemlig Silkeborg IF. Silkeborgenserne havde i seneste spillerunde slået ligaens nummer to, FC Nordsjælland, med hele 5-1. Så det lignede på mange måder en svær opgave for U17-talenterne.

Formstærke Silkeborg IF kom da også foran med 0-2 efter 32 minutter af opgøret, og nu så det for alvor svært ud for kronjyderne. Trænerteamet fik i pausen foretaget nogle justeringer. Blandt andet blev Oliver Holm Schmidt og U15-spilleren Filip Bundgaard Kristensen skiftet ind. Desuden blev U17-holdet enige om at gå frem i et aggressivt pres fra anden halvlegs start af.
Det høje aggressive pres kostede kræfter, men det lønnede sig også, da Laurs Skjellerup sparkede et straffespark i kassen til 1-2 i det 63. minut. Nu lugtede Randers Freja FC muligheden for at udligne og komme tilbage i opgøret mod topholdet fra Silkeborg. Og comebacket blev fuldbyrdiget i det 81. spilleminut, da indskiftede Filip Bundgaard Kristensen kanonerede bolden i kassen fra distancen. Dermed var der udlignet til 2-2, hvilket også blev slutresultatet på trods af chancer i begge ender til sidst i kampen.

– Folk, der kan lide at se spillerne kæmpe alt, hvad de overhovedet har lært, så de til sidst går rundt med krampe og er ved at kaste op af udmattelse, blev beriget, udtaler cheftræner Michael Ravn til Randers Amtsavis.

– Det var en fed kamp og et godt comeback. Det var dejligt at vise, at vi kan komme tilbage på den måde mod topholdet i rækken. Kan vi det mod dem, kan vi jo gøre det mod alle, siger cheftræneren til Randers Amtsavis.

U17-holdet spiller næste kamp allerede torsdag den 16. maj kl. 17:45 ude mod AaB.

Kampfakta:
Randers Freja FC – Silkeborg IF 2-2 (0-2)

0-1 Frederik Carstensen (29.)
0-2 Emil Junge (32.)
1-2 Laurs Skjellerup (63.)
2-2 Filip Bundgaard Kristensen (81.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Pilgaard Langballe, Viktor Frandsen, Phillip Riewerts, Søren Holt Andersen (75. Nikolai Arenshøj), Andreas Pisani Laugesen, Oliver Bjerrum Jensen, Frederik Brandt Jørgensen, Laurs Skjellerup, Mikkel Brund, Viktor Tøttrup Klith (46. Oliver Holm Schmidt), Karl Dreier Leth (46. Filip Bundgaard Kristensen).

Skrevet af: Martin Albrechtsen